Hovedbestyrelsen diskuterer valgkamp og forhandlinger efter valget

Af:

Journalistisk referat af hovedbestyrelsesmedlem af Mathilde Vinther

Lørdag den 20. august mødtes Enhedslistens hovedbestyrelse til et valgkampsseminar i Middelfart med vores spidskandidater til folketingsvalget og relevante ansatte.

Valgkampsledelsen står for forberedelsen af valgkampen og består af medlemmer af folketingsgruppen, hovedbestyrelsen, Rød-Grøn Ungdom, Socialistisk Ungdomsfront – og så er relevante ansatte tilknyttet. Når Mette Frederiksen trykker på knappen, og valget bliver udskrevet, overtages den politiske ledelse af den lille valgkampsledelse, som hovedbestyrelsen har valgt Jakob Sølvhøj, Mai Villadsen og Pelle Dragsted til, mens jeg, Mathilde Vinther, er tilknyttet fra forretningsudvalget.

Mulige scenarier efter valget

Lørdag lagde vi skinnerne ud til den valgkamp, som vi alle går og venter på. Vi drøftede erfaringerne fra den seneste valgperiode og særligt, hvad det forståelsespapir, som vi indgik med regeringen og resten af det parlamentariske grundlag, har betydet for den førte politik i denne periode. Vi drøftede mulige udfald af det kommende valg og behandlede de politiske dilemmaer, vi potentielt kan stå i, når der skal dannes en ny regering. Desuden vedtog hovedbestyrelsen en række temaer for valgkampen, hvoraf et helt centralt et er det klimaudspil, som folketingsgruppen præsenterede på sommergruppemødet tirsdag den 23. august. Inger Støjberg kalder det helt godnat. Vi mener nu nærmere, at det er et wake-up call til det danske landbrug, der skal bidrage langt mere, hvis vi skal nå i mål med de nødvendige klimareduktioner.


Fremtidens Enhedslisten

Søndag den 21. august bød på et mere regulært hovedbestyrelsesmøde, hvor vi arbejdede med realiseringen af Fremtidens Enhedslisten (planen, som årsmødet i 2021 vedtog for den organisatoriske udvikling af Enhedslisten). Hovedbestyrelsen havde også besøg af en ekspert i ledelseskultur i politiske organisationer, som har hjulpet os med at skubbe gang i en proces for at udvikle en bedre ledelses- og uenighedskultur.

Desuden diskuterede hovedbestyrelsen den aktuelle udenomsparlamentariske situation og tilstanden i partiet og bevægelserne, vi vedtog en handleplan med afsæt i resultaterne fra KVINFO’s undersøgelse af Enhedslisten samt et opdateret årshjul for hovedbestyrelsens arbejde.