Coronavirus kan ramme verdens fattigste hårdt

Af:

I Danmark har vi ca.  180 sundhedspersoner pr. 10.000 borgere. Værre står det til i Tanzania, Etiopien og Uganda, som har 4-8 sundhedspersoner pr. 10.000 indbyggere.

Christian Juhl, udviklingsordfører for Enhedslisten

– Vi er ruinerede. Hvordan kan coronavirus påføre os mere skade, spørger Irene Kampiri, mens hun sorterer brugt tøj på et marked i Zimbabwe.

– Det er bedre at få coronavirus, mens jeg forsøger at tjene penge, end at sidde hjemme og dø af sult, siger hun til det norske medie ’Klassekampen’.

De 15 millioner andre indbyggere i Zimbabwe – og atter mange millioner afrikanere på resten af kontinentet – deler skæbne med hende.

Vend ikke de fattigste ryggen
Der er nok at se til for det danske sundhedsvæsen i en tid med coronavirus. Vi håber alle, at det er stærkt nok til at klare udfordringerne. Derfor er det helt på sin plads at give et stort skulderklap til sundhedspersonalet, der hver dag knokler.

I Danmark har vi ca.  180 sundhedspersoner pr. 10.000 borgere og er et af de bedst dækkede lande. Værre står det til, når virussen nu breder sig i Afrika. I Tanzania, Etiopien og Uganda er der f.eks. blot 4-8 sundhedspersoner pr. 10.000 indbyggere. For slet ikke at tænke på de store flygtningelejre i Jordan, Kenya og Bangladesh. Og de uhyggeligt udsatte i Rojava og Gaza.

Det går ikke, at vi vender Afrika og verdens fattigste ryggen – heller ikke i en situation, hvor vi har meget at se til herhjemme. Det vil være ganske usolidarisk over for verdens fattigste.

Men også fordi det vil ramme os dobbelt hårdt, hvis coronavirussen dræber den økonomiske udvikling, der trods alt er på vej i Afrika.

Derfor var det et lys i mørket, at vi i Folketinget i forrige uge blev enige om at målrette 650 millioner kr. til indsatsen mod coronavirus i verdens fattigste lande. Pengene vil uden tvivl gøre nytte, både til en styrkelse af FN’s indsats og via vore stærke NGO’er i Danmark.

Corona kender ingen landegrænser
Det er forkert, at Danmark og andre lande har beskåret udviklingsbistanden. Og at de 650 millioner tages fra udviklingsaktiviteter, der allerede var planlagt i finansloven for i år.

Udviklingsbistanden er sat ned fra 1 procent af BNI i 2000 og til 0,7 procent af BNI i 2020. Men politiske beslutninger kan heldigvis laves om. Og det bør ske i en så alvorlig situation som nu – ikke kun i Danmark, men i alle rige lande.

Vi har indtil nu bevilget 300 mia. kr. for, at danskerne kommer rimeligt igennem coronakrisen. Så kan vi vel også finde f.eks. en enkelt ny milliard til verdens fattigste.

Corona-virussen kender ingen landegrænser. Det bør kampen mod virussen heller ikke.