Mange har slugt propagandaen og hævder, at Daniel Ortegas familieprojekt i Nicaragua er progressivt, socialistisk – eller venstreorienteret, som nogen foretrækker at kalde det. De samme personer har næppe heller bemærket, at oprøret mod diktatoren Somoza, ledet af FSLN med ideer om national uafhængighed og antiimperialistisme, er afløst af et projekt totalt styret af familien Ortega-Murillo. De har afskaffet demokratiet i FSLN, og det er dem, der godkender alle kandidater, som stiller op til Nationalforsamlingen, og også dem der skifter dem ud. De støttes af en lille, snæver kreds.
Siden Ortega vandt valget i 2016, har han opbygget en korporativ statsmodel for Nicaragua, der intet har med socialisme at gøre. Han har styret landet sammen med arbejdsgiverforeningen COSEP og brugt fagbevægelsen FNT (Frente National de Trabajadores) som gidsel i denne trepartsmodel. Modellen brød sammen i april 2018, da arbejdsgiverforeningen besluttede at forlade samarbejdet. Lederne i den sandinistiske fagbevægelse har sat partiinteresser over medlemmernes løn og arbejdsbetingelser. I de 14 år, Ortega har været ved magten, er det lykkedes at placere Nicaragua i en meget beklagelig position i Mellem- og Latinamerika. Nicaragua har de laveste lønninger i Mellemamerika både inden for den offentlige og den private sektor, og Nicaragua har også nogle af de laveste lønninger i hele Latinamerika.
Familien Ortega-Murillo er blandt de nye rige
På den anden side er de rige familier i Nicaragua blevet rigere og rigere, og dette inkluderer også familien Ortega-Murillo, der har bevæget sig fra at være en almindelig familie til at høre med blandt de rige i landet. Korruptionen har været enorm, og familien satte sig på de over 100.000.000 US$, som Hugo Chavez’ Venezuela støttede med. Pengene er ledet uden om Nationalforsamlingen og Nationalbudgettet, og ingen kender det nøjagtige beløb eller ved, hvad der vil ske, hvis Maduro mister magten i Venezuela. Skal den nicaraguanske befolkning betale hele eller en del af beløbet tilbage, eller hvordan er aftalerne? I Nicaragua er det kapitalismens regler, der gælder, og der er meget langt til sloganet om, at her er der socialisme. Det er simpelthen løgn og propaganda. Det hører med til billedet, at vi har de højeste priser på elektricitet og benzin/diesel i Mellemamerika. Mindstelønningerne følger ikke med prisstigninger på fødevarer og andre nødvendige udgifter for den nicaraguanske familie.
Projektet med den sandinistiske revolution er kuldsejlet for mange år siden, og det er på høje tid, at folk fra venstrefløjen i Europa får øjnene op for denne virkelighed. Her er der brug for et nyt demokratisk projekt ledet af befolkningen i Nicaragua.
John Koldegaard er medlem af Enhedslisten og bosat i Nicaragua