Jens Peter Kaj Jensen, Rød+Grøn
Søndag den 18. oktober var der parlaments- og præsidentvalg i Bolivia, og venstrefløjen vandt en overbevisende sejr.
En sejr for demokratiet
Den 57-årige Luis Arce fra ekspræsident Evo Morales’ venstrefløjsparti, MAS, blev valgt som landets nye præsident, og dagen efter anerkendte hans stærkeste modkandidat, Carlos Mesa fra centrum-venstre partiet Communidad Cidadana, sit nederlag.
”Fordi vi tror på demokratiet, må vi nu erkende, at valget har fundet en vinder,” lød det fra Carlos Mesa om mandagen.
Mesas kandidatur blev ellers bakket op af den højreorienterede overgangsregering, fordi deres egen kandidat, den siddende, konservative kuppræsident Jeanine Áñez, trak sit kandidatur fra præsidentvalget, da det viste sig, at hun ikke var i nærheden af blive blandt de to bedst placerede og således ville have en mulighed for at gå videre til en eventuel anden valgrunde. Og også hun anerkendte hurtigt Luis Arces sejr.
”Jeg gratulerer sejrsherrerne og beder dem om at yde tankemæssigt lederskab i Bolivia og i vores demokrati,” skrev Áñez på Twitter.
Vi venter i skrivende stund stadig på, at taberen af præsidentvalget i USA kommer med en tilsvarende tilkendegivelse på sin Twitterkonto. Samtidig må man sige, at valghandlingen i Bolivia overstråler den nordamerikanske med en betydeligt højere valgdeltagelse. USA havde ganske vist sin højeste valgdeltagelse i over hundrede år med 66,9 %. Men Bolivia satte national rekord med hele 88,4 %, og valget endte med en sikker sejr for MAS, som fik 55,1 % af stemmerne. Det gav en margin på 26,3 procentpoint ned til den tidligere præsident (i embedet 2003-2005) Carlos Mesa, hvis parti, Communidad Cidadana, fik 28,8 % af stemmerne.
Den højreradikale vold
Det klare afgørelse betød dog ikke, at valget slap for dramatiske efterspil. Få dage efter valget blev minearbejdernes leder Orlando Gutierrez overfaldet og døde senere af sine kvæstelser. Minearbejdernes fagforeningen anklager de såkaldte ’Pititas’ for drabet. Pititas er en højreekstrem bevægelse, som spillede en afgørende rolle i det kup mod Evo Morales’ MAS-regering, som bragte Jeanine Áñez til magten i 2019. Pititas har igen i år underkendt valgresultatet. Drabet blev startskuddet til en ny bølge af politisk uro og vold frem mod regeringsskiftet den 8. november.
Den dræbte 36-årige fagforeningsformand spillede en central rolle i fagbevægelsens protester mod Jeanine Áñez’ regime i november 2019. Da MAS (Bevægelsen for Socialisme) blev udråbt som valgets vinder i 2019, blev resultatet afvist af den samlede højrefløj i landet, som iværksatte omfattende voldelige protester. Det førte til, at militæret greb ind og iværksatte et kup, som straks fik Trump-administrationens opbakning.
Ifølge TV-stationen TeleSur havde Orlando Gutierrez få dage inden 2020-valget advaret regimet om, at ”Bolivias ville minearbejdere mobilisere”, hvis højrefløjen igen skulle finde på at underkendte valgresultatet.
”Jeg udtrykker min dybeste sorg over broder Orlando Gutierrez’ bortgang. Han var en stor minearbejderleder, som stædigt forsvarede det bolivianske folks interesser”, udtalte Bolivias nyvalgte præsident Luis Arce ifølge TeleSur.
Valget i 2019
Evo Morales var ikke selv uden skyld i det kup, som satte ham fra magten i 2019. Han insisterede efter sine 15 år ved magten på at stille op til en fjerde valgperiode, hvilket præsidenten ifølge Bolivias forfatning ikke kan. De har en rotationsregel, som kan sammenlignes med USA’s (eller med den, Enhedslisten praktiserer over for partiets fuldtidspolitikere), og Morales’ udemokratiske forsøg på at omgå denne konstitutionelle bestemmelse er en vigtig påmindelse om, at selv i udgangspunktet demokratisk og antiautoritært indstillede ledere kan have svært ved at slippe magten. Og i Nicaragua og Venezuela ser vi tydeligt resultaterne af, at have det samme regime siddende for længe: korruption, selvberigelse, nepotisme og underminering af demokratiet.
Kuppet
Op til valget i 2019 var Morales var stadig populær i brede kredse, hvilket ikke alene valgresultatet (trods de usikkerheder det rummer) vidnede om. Der opstod også en bølge af demonstrationer for at genindsætte Morales som præsident. De blev mødt med brutal vold af sikkerhedsstyrker, efter at kuppræsidenten Jeanine Áñez havde undtaget politi og militær for strafferetligt ansvar i operationer, der ”havde til formål at genoprette orden og offentlig stabilitet”.
Den daværende anden senatsnæstformand Jeanine Áñez erklærede sig for fungerende præsident under henvisning til den forfatningsmæssige magt-rækkefølge, hvor hun blot var nummer fem efter præsidenten, vicepræsidenten, senatsformanden og første senatsnæstformand.
Det var hæren, som pressede Morales og hans vicepræsident til at træde tilbage, angiveligt med henblik på at bringe de omfattende uroligheder, som fulgte i kølvandet på det kaotiske 2019-valg, til ophør. OAS’s (Organisation of American States) valgobservatører rapporterede både om ’uregelmæssigheder’ op til valget og under optællingen. På valgaftenen blev en foreløbig optælling af stemmerne afbrudt på et tidspunkt, hvor Morales føring over Mesa så ud til at falde til under 10 procentpoint, hvilket er minimumsgrænsen for at afgøre valget i første runde og således ville udløse en anden valgrunde mellem de to bedst placerede kandidater. Da den endelige optælling forelå nogle dage senere, viste resultatet ganske vist, at Morales lige akkurat havde opnået mere end 10 procentpoint flere stemmer end Mesa, men afbrydelsen af optællingen stillede ikke Evo Morales’ regering i noget heldigt lys. Ganske som USA’s præsident Trumps forsøg på at standse optællingen af stemmer i de stater, hvor han så ud til at kunne miste sin føring.
Uregelmæssighederne fik i første omgang OAS til at anbefale et nyvalg. Deres foreløbige rapport fik oppositionen til at konkludere, at der var tale om valgsvindel, og herefter eskalerede situationen. Der var demonstrationer både for og imod Morales, og flere omkom under sammenstødene mellem de to demonstrerende grupper. Morales erklærede derfor, at han ville følge OAS’ anbefaling og udskrive nyvalg, men det var ikke tilstrækkeligt til at stoppe konflikten. Samme dag, som rapporten udkom, opfordrede hærchefen Williams Kaliman på direkte TV Morales til at gå af. Militærets alvorlige opfordring fik Morales til at drage i eksil sammen med store dele af sin regering. Morales’ flugt efterlod Bolivia i et magtmæssigt vakuum, som højrefløjen og USA ikke var sene til at udfylde.
Morales havde gjort sig sårbar ved at finde et påskud for at stille op til den konstitutionsstridige fjerde præsidentperiode, og det var ikke lykkedes ham at sikre en pletfri valghandling. Men selv hvis hans ufrivillige tilbagetrædelse skulle være berettiget, havde Áñez på sin side ingen legitim ret til at udråbe sig selv som præsident.
”Hvis Senatet vælger at anerkende min begæring om tilbagetrædelse og i stedet indsætter en midlertidig præsident, så bør det være formanden for Senatet,” udtalte Morales.
Jeanine Áñez’ illegitime overgangsregering
Formanden for Senatet var Adriana Salvatierra, og med præsidenten og vicepræsidenten i eksil var hun den retmæssige vikar. Jeanine Áñez hævdede imidlertid, at Salvatierra havde trukket sig samtidigt med Evo Morales og vicepræsidenten, men det er tilsyneladende ikke sandt. Da Senatet samledes for at tage stilling til spørgsmålet om præsidentposten, mødte Salvatierra op for at gøre krav på sin post, men hun blev nægtet adgang af de betjente, som stod vagt ved indgangen til Senatet, fortæller i hvert fald nyhedsbureauet Prensa Latina.
Det lykkedes Jeanine Áñez at få Senatet til at udpege sig som præsident, hvilket kun var muligt, fordi Morales’ parti Movimento al Socialismo (MAS) boykottede afstemningen i Senatet. 2019-valget var blevet erklæret ugyldigt, og derfor bevarede de tidligere valgte medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet deres pladser. Dette resulterede i, at Morales’ MAS-parti stadig havde flertal i begge kamre. Senatet var således ikke formelt beslutningsdygtigt, da Áñez blev udnævnt. Der var ikke nok medlemmer til stede. Alligevel blev udnævnelsen efterfølgende ratificeret af den bolivianske forfatningsdomstol.
Áñez’ regering var ikke valgt, havde ikke noget parlamentarisk flertal bag sig og ingen demokratisk legitimitet, og den var i princippet kun tiltænkt en rolle som forretningsministerium, hvis primære rolle var hurtigst muligt at afholde nyvalg. Men sådan gik det ikke. Tværtimod begyndte den hurtigt at føre politik, som var den en ordinær regering. Fx anerkendte kupregeringen den kontroversielle, højreorienterede oppositionspolitikker Juan Guaidó som Venezuelas præsident (endnu et højreorienteret kup mod en venstreorienteret regering, som havde fejlet), og den afbrød de diplomatiske forbindelse med Cuba og Iran. Og så blev den under påskud af pandemien ved med at udskyde tidspunktet for nyvalg.
Den danske regerings pinlige svigt
Den danske regering turde ikke mene noget om dette kup, som blev bakket op af Trump, men en lang række andre lande og ledere tog afstand fra det. Det gælder blandt andre Senatet i Argentina, regeringslederen i Uruguay, præsidenterne i Cuba, Venezuela, Nicaragua og resten af de såkaldte ALBA-lande samt Mexicos regering, der gav asyl til Evo Morales. Mexicos udenrigsminister erklærede, at Morales var blevet afsat ved et kup. Morales fløj herefter til Mexico sammen med sin vicepræsident og flere andre medlemmer af sin regering. Senere fik han asyl i Argentina.
Nye valg til Senatet og præsidentposten var planlagt til 3. maj 2020, men under henvisning til Corona-pandemien meddelte det bolivianske valgorgan, TSE, en udsættelse af valget. Morales parti, MAS, accepterede modvilligt denne første forsinkelse. Valget blev siden udskudt to gange mere i lyset af massive protester og vold, før det endelig blev afholdt den 18. oktober.
Bolivia har fået en ny start, og landets venstrefløj har fået en ny chance, fordi befolkningen ønsker det. Håbet må nu være, at MAS har lært af Evo Morales’ fejltagelser, vil fokusere entydigt på befolkningens interesser og aldrig skabe tvivl om, at de er demokratiets fremmeste vogtere.