Tre millioner mennesker går på arbejde hver dag i Danmark. Arbejdslivet er den akse, livet roterer om for de mange. Men rotationen bliver smertefuld, når arbejdslivet er under pres. De fleste håber på et meningsfyldt arbejde, de kan holde til og tjene rimeligt på. Men den drøm får rigtig mange aldrig opfyldt.
Finn Sørensen, tidl. arbejdsmarkedsordfører, og Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk rådgiver
For mange unge er udsigterne dårligere, end de var for deres forældre. De begynder deres arbejdsliv med dårligt betalte job på 0-timerskontrakter og skal arbejde, til de er midt i halvfjerdserne. De unge forældre stresser og kan ikke få tid og opgaver til at hænge sammen, mens dem på over halvtreds er slidt i hoved og krop.
Det er ikke en situation, som hverken unge eller ældre selv har valgt. Den er et produkt af bevidst politik fra skiftende regeringer og kyniske krav fra arbejdsgiverne om at udnytte arbejdskraften maksimalt.
Alt det, som arbejderklassen og vores bedsteforældre tilkæmpede sig især gennem tresserne og halvfjerdserne, bliver sten for sten brudt ned igen.
Nyliberale reformer
Den sidste halve snes års ”udbudsreformer” – forringelserne af efterløn, dagpenge, sygedagpenge, førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og forhøjelser af pensionsalderen – er de groveste indgreb i lønarbejderes tryghed siden 2. verdenskrig.
”Øget arbejdsudbud” skærper konkurrencen mellem lønarbejderne. Det samme gør EU-reglerne om fri bevægelighed, hvor danske virksomheder misbruger udenlandske kolleger til at presse lønnen. Det bliver fulgt op af virksomhedernes øgede brug af usikre ansættelsesvilkår.
Afmonteringen af velfærdsstaten til fordel for en ”konkurrencestat” presser familierne. Arbejdsløse og syge er jaget vildt. Kan vores børn få en uddannelse, er der nogen til at passe os, når vi bliver syge og gamle? Hvor finder jeg en god bolig, jeg kan betale? Hvorfor skal vi arbejde, til vi er slidt ned?
Og så er der den stående trussel om en ny økonomisk krise, hvor erfaringen siger, at lønarbejderne får lov at betale gildet. Alt det sætter sit stærke præg på arbejdslivet. Utrygheden breder sig. Hvis alle er bange for at miste jobbet, så har sammenholdet trange vilkår og arbejdsgiverne fat i den lange ende.
Det er netop den dybere mening med de såkaldte ”reformer”. De handler om klassekamp.
Omfordeling fra de mange til de få
Virkningen har været som ønsket. Arbejdernes andel af det overskud, de producerer, er blevet stadigt mindre, og en lille gruppe er blevet enormt rige. Men prisen er høj. De tørre tal viser, at både fysisk og psykisk nedslidning er taget til siden finanskrisen. Det afspejler et stadigt mere brutalt arbejdsmarked.
Alt det vil vi gerne sætte fokus på med månedens tema. Det kan forhåbentlig inspirere til faglig og politisk aktivitet blandt lønarbejderne og til solidaritet med de udsatte grupper.
Det er dér, det starter. I fællesskab skal vi opbygge stærke fagforeninger og en stærk politisk venstrefløj, der har rod i arbejderklassen, og som formår at samle brede dele af befolkningen til de nødvendige opgør om magten i samfundet.