Mens Danmark lukkede ned, fortsatte overenskomstforhandlingerne i forligsinstitutionen. I sidste ende stemte et markant flertal af arbejderne for mæglingsskitsen. Tre fagligt aktive medlemmer af Enhedslisten forholder sig her til dilemmaet: Ja eller nej. Interviews er lavet, før afstemningsresultatet var kendt.
Finn Sørensen, Rød+Grøn
Hvis man vil stemme nej, må man have en strategi
Helga Mathiassen er 34 år, faglært tømrer og næstformand i Snedker-Tømrernes Brancheklub i 3F BJMF. Hun glæder sig over kollegernes store engagement.
– Der har virkelig været en stemning om, at nu skulle der ske noget. Fantastisk at opleve sammenholdet om solidariske krav som et stort løft til de lavtlønnede og værn mod social dumping.
Helga har kun godt at sige om forhandlerne i 3Fs byggegruppe, der stillede et offensivt krav om 30 kr. mere på mindstelønnen.
– Fed oplevelse at gå i takt med sit forbund. Det viser, at det nyttede at tage de svære diskussioner i 3F efter 2017-forhandlingerne.
Nedlukningen af Danmark vendte imidlertid op og ned på det hele.
– Det har været meget svært for mig at nå til en konklusion, men jeg endte med at stemme ja. Men det blev ikke med hjertet. Der er jo nogle meget dybtfølte krav, som, må vi se i øjnene, ikke bliver indfriet i denne omgang.
Helga kan sagtens forstå dem, der stemte nej.
– Jeg ser bare sådan på det: Hvis man vil stemme nej, så skal man være parat til en konflikt, og så skal man have en strategi for at vinde den. Jeg tror, det ville blive utrolig svært at gøre konflikten effektiv. Jeg frygter også, at vi ville miste opbakning i befolkningen, fordi vi er midt i en sundhedskrise.Mange har mistet deres job eller er hjemsendt og bekymrede for deres pårørende. Mange har meldt sig frivilligt til at hjælpe. Hvordan vil det blive opfattet, hvis landet samtidig blev ramt af en storkonflikt?
Selvom Helga har ros til
sine forhandlere, så mener hun, fagbevægelsens strategi er forkert.
– Detduer simpelt hen ikke, at industrien dikterer det hele. Det fører
til, at nogle grupper bliver kørt over, og det slår dybe revner i opbakningen
til fagbevægelsen.
Men nu skal vi videre, siger Helga.
– Vi skal ud og samle alle de folk op, som det seneste år har kæmpet for en god
overenskomst. Vi må optrappe kampen mod social dumping. Vi må bygge op til det
næste slag.
Ikke tre år mere uden løsning på social dumping
Louis Jacobsen er murersvend. Han er medlem af bestyrelsen i 3F BJMF, Murersvendenes Brancheklub KBH og Enhedslistens hovedbestyrelse. For Louis er sagen egentlig enkel:
– Jeg kan simpelt hen ikke acceptere en aftale, hvor vi ikke har en løsning på spørgsmålet om social dumping og et ordentligt løft af mindstelønnen. Jeg stemmer ikke ja til noget, der indebærer, at vi skal have tre år mere uden en løsning på de ting.
Han erkender, at der er
nogle gode ting i det forlig, som blev indgået på byggeområdet, og nævner
barsel og søgnehelligdagsbetaling. Louis har heller ikke noget ondt at sige om
sine forhandlere.
– Men de gode ting, der er i forliget, hjælper mig kun, når jeg er i arbejde.
De er ikke til nogen hjælp for mig og andre kolleger, når vi mister jobbet på
grund af løndumping.
Det spiller også en stor
rolle for ham, at rigtig mange mindre overenskomstområder ikke fik løst deres
problemer.
– Vi kan simpelt hen ikke efterlade folk på den måde.
På spørgsmålet om realismen
i en konflikt, mens Danmark er lukket ned, siger han:
– Ingen kan vide, hvordan det vil gå. Man kan lige så godt sige, at vi med
færre midler kunne lægge et pres på virksomhederne.
Han er heller ikke så bange for at miste opbakning i befolkningen.
– De fleste er enige i, at vi ikke skal have social dumping i Danmark, og vores
krav var jo egentlig ret beskedent: Vi ville hæve bunden inden for den
økonomiske ramme, der lå.
Trods forløbet glæder
Louis sig over den store mobilisering blandt kollegerne, der viste sig op til
og under forhandlingerne.
– Vores forhandlere blev jo klappet ind til møderne med arbejdsgiverne.
Perfekt! Sådan skal det være. Der er helt sikkert noget at bygge videre på.
Det handler om solidaritet
Kim Olesen er TR-suppleant for knapt 100 stationsbetjente ved DSB i København-Kastrup. Før han kom til DSB, arbejdede han i mange år som stilladsarbejder. Kim er bestemt ikke tilfreds med resultatet af sin egen overenskomst, der er en del af industriforliget:
– Vigtige spørgsmål er puttet i udvalg, som os på gulvet ikke har nogen indflydelse på. Muligheden for at komme på kursus er blevet forringet. Spørgsmålet om rådighedsvagter er ikke afklaret.
Hans eget forbund,
Jernbaneforbundet, stemte også nej. Forbundets to andre overenskomster blev
bare ”kørt over” i forligsinstitutionen, hvor arbejdsgiverne sad med armene
over kors, efter corona-krisen var brudt ud. Kim er stærkt kritisk over for
hele forløbet.
– Forhandlingerne burde være udsat, da coronakrisen kom. Vores muligheder for
reel forhandling og for at bruge strejkevåbnet var væk.
Han er klar over, at regeringen ville gribe ind med det samme ved et nej.
– Men mæglingsforslaget betyder altså, at der er en række grupper, der er
blevet ”brændt” ligesom os jernbanearbejdere. Som jeg siger til kollegerne: Det
handler om solidaritet. Vi skal have en overenskomst, som alle kan se sig selv
i. Det fik vi ikke med mæglingsforslaget.
Det behøvede ikke være
sådan, hvis vi havde en solidarisk fagbevægelse, mener Kim.
– Vi må bare gøre det bedre næste gang. Jeg synes, vi skal se at få samlet de
små forbund til et samarbejde, så de kan gøre sig gældende. Og så må vi lære af
vores egne erfaringer. Vi er ikke ret mange jernbanearbejdere, men hvis vi står
sammen, så har vi stor magt. Det viste vi, da DSB meldte sig ind i Dansk
Industri for at sløjfe alle vores rettigheder. Det fik de ikke lov til. Men det
skyldtes altså også, at stilladsarbejdere, murere, tømre og andre bakkede os op.
Der er brug for fælles kamp
Enhedslistens faglige landsudvalg (FLU) har bakket op om kravene fra de lokale fagforeninger og aktivister, understøttet mobiliseringen og analyseret de forskellige forlig. Men udvalget er ikke kommet med anbefalinger om at stemme enten ja eller nej.
I et nyhedsbrev til Enhedslistens fagligt aktive skriver faglig koordinator Anders Olesen:
– Det er en svær situation, og derfor
er det naturligt, at der er uenigheder, også på venstrefløjen. (…) Men det må
ikke stå i vejen for den fælles kamp. Der er nemlig rigtig mange uløste
problemer, som kræver, at det opbyggede sammenhold bevares og udbygges.
Problemerne med solidaritet med de lavtlønnede, værn mod social dumping,
kontrol med arbejdstiden og lønnens størrelse set i forhold til overskuddene
kræver fortsat handling og sammenhold.
Anders Olesen peger på, at der er brug for stor aktivitet nu, og når regningen
efter coronakrisen skal fordeles:
– De økonomiske omkostninger skal ikke lægges på de svagestes skuldre, men betales af de overskud og formuer, der er bygget op både i de store erhvervsvirksomheder og i den finansielle sektor.