Vi zoomer ind på teknikken bag årsmødet

Af:

Af Ole Jensen, Landskontoret

13 dage før årsmødet 2020 blev det besluttet at opgive en hybrid løsning med regionale, elektronisk forbundne møder til fordel for en rent digital model primært baseret på afdelingsvis deltagelse. Ikke lang tid for afdelinger og landskontoret til at få teknikken på plads.

I praksis blev det et møde med en blanding af individuel deltagelse, afdelingsvis- og stormødedeltagelse. 338 delegerede fordelt på 130 lokationer.

Der blev oprettet et studie hos Enhedslistens i Studiestræde. Herfra skulle de 6 dirigenter lede mødet og lyd og billede stilles igennem til den lokation, hvor der blev talt fra.

Setuppet bestod af 23 skærme, 18 PC’er, 2 kameraer, miksere, lyd og lys. Teknik og en video-tekniker blev leveret af Teletech, resten stod landskontoret for. Det drejede sig bl.a. om styring af talerliste, afvikling af afstemninger og omstilling mellem lokationerne. Der skulle også løbende trækkes suppleanter og delegerede ud og ind.

Vi brugte Zoom, som vinder på kvalitet. Der var overraskende få udfald, og afdelingerne havde forberedt sig godt teknisk. I baghånden var en digital infobod og dertil en teknisk hotline med 3 supportere på linjen.

Til afstemninger og valg brugte vi et helt nyt dansk udviklet online-system og til den kønsopdelte talerliste et avanceret Google Sheet, som også holdt styr på første- og andengangstalere og deres lokationer, så der kunne stilles lyd og billede igennem til rette sted.

Se video af studie her: vimeo.com/486984214 Medlemmer kan se eller gense årsmødet her: mit.enhedslisten.dk/video