Foto: NASA, unsplash.com

EU, militær og det ydre rum

EU har allerede en militær dimension, som den franske præsident Macron og EU’s kommissionsformand von der Leyen gerne ser vokse: EU-hær, midler til våbenindustrien, sammenkobling af forsvar og sikkerhed og sågar militarisering af det ydre rum kan være på vej.

Frederik Werner Kronborg, Bruxelles-sekretariatet

Med Lissabontraktaten fik EU defineret sin militære strategi og organisation. Den slår fast, at EU skal have en ”gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik, som vil føre til et fælles forsvar” (artikel 42.2). Traktaten foreskriver ligeledes, at EU skal have et fælles forsvarsagentur og et ”permanent struktureret samarbejde” (artikel 46 og protokol 10).

Formelt set har dette ført til oprettelsen af PESCO (det permanent strukturerede forsvarssamarbejde), Det Europæiske Forsvarsagentur og senest til oprettelsen af den Europæiske Forsvarsfond. Samtidig forpligtiger hvert medlemsland sig til at udvide sin militære kapacitet hvert eneste år (artikel 42.3).

EU er allerede militant
EU har siden 2003 haft militære enheder og deltaget i operationer under EU-flag. Siden 2007 har EU haft såkaldte organiserede kampgrupper bestående af mindst 1.500 personer, der udgør indsatsstyrker til akutte situationer. Endnu har de ikke været i brug.

Bevar forsvarsforbeholdet

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Vi deltager ikke i EU’s militære operationer, vi finansierer dem ikke, og vi stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede konfliktområder.

Danmark deltager dog i civile operationer, som hidtil har udgjort hovedparten af EU’s missioner. Danmark kan også deltage i operationer, hvor der både er en civil og militær del, hvis de enkelte dele kan adskilles. Det forventes, at der i fremtiden vil være flere blandede missioner, som Danmark ikke kan deltage i. Det står Danmark frit for at deltage i enhver fredsbevarende FN-mission eller lignende.

Forbeholdet betyder desuden, at Danmark ikke skal betale til EU’s forsvarsagentur og den våbenindustri, agenturet understøtter. I perioden 2008-2018 har eksempelvist Sverige brugt 71 millioner kroner på formålet. De penge har Danmark sparet og i stedet kunnet bruge på velfærd mv.

Fra et EU-perspektiv er det altså ikke til debat, hvorvidt EU skal have en militær dimension eller ej. Det har EU allerede. Spørgsmålet er derimod, hvordan det skal udvikle sig i fremtiden. Og her er der god grund til at se nærmere på de endnu sparsomme nyheder, der er kommet fra den nye kommission med den tidligere tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen i spidsen.

Spillet om den franske forsvarskommissær
På den første liste til den nye EU-kommission, havde von der Leyen fundet plads til franske Sylvie Goulard som kommissær for forsvarsindustri og det ydre rum. Selvom det ydre rum er væsentlig mere omfattende europæisk forsvarsindustri, var det Goulards meritter i forhold til sidstnævnte, der politisk vakte mest opsigt. Udnævnelsen af Goulard var et valg af øget militarisering af EU og støtte til våbenindustrien.

Sylvie Goulard lignede på papiret den perfekte kommissærkandidat for den liberale og EU-glade franske præsident Emanuel Macron. Goulard var medlem af EU-Parlamentet fra 2009-17 og forlod parlamentet for at blive forsvarsminister i Macrons første regering. Posten holdt Goulard kun til i lidt over en måned på grund af anklager om svindel med ansættelsesforhold i sin tid i EU-Parlamentet. I den korte periode Goulard nåede at være forsvarsminister, nåede hun officielt at hilse det velkommen, at EU’s forsvarsfond stod til at blive udvidet. Hun var stærk fortaler for, at fonden skulle vokse markant.

Da Macron to år senere udpegede Goulard som kommissærkandidat, viste hendes svindelsag sig for alvorlig til, at hun kunne blive godkendt som kommissær. Den politiske intention fra den franske præsident var dog ikke til at tage fejl af: EU’s militarisering skal øges.

Efter fadæsen med Goulard udpegede Macron en ny kandidat: Thierry Breton. Denne gang blev kandidaten godkendt af EU-Parlamentet.

Forsvar og sikkerhed under ét
Når en ny kommission indtræder, er det kommissionsformandens opgave at udarbejde et missionsbrev, der beskriver de overordnede sigtelinjer for den enkelte kommissærs arbejde i de foranliggende 5 år. I Bretons missionsbrev fra von der Leyen skriver hun bl.a., at hans hovedopgave inden for forsvar er at gennemføre forsvarsfonden fuldt ud. Forsvarsindustrien skal gøres endnu mere profitabel, og samtidig skal han have fokus på at udvikle et stærk europæisk marked for forsvarsteknologi. I Bretons missionsbrev beskriver von der Leyen også, hvordan sammenhængen mellem forsvar, rummet og sikkerhed skal udvikles. Det er en sammenkædning, der kan få afgørende politiske konsekvenser for, hvordan EU i fremtiden vil agere inden for området.

’Sikkerhed’ i EU-jargon betyder ’sikkerhed ved EU’s grænser’. Her forstås både trusler fra nationer uden for EU, men også fra såkaldt pres på EU’s grænser. Det sker med henvisning til, at der siden 2015 er kommet flere flygtninge og migranter til EU. Der er grund til at holde et vågent øje med sammenkoblingen af sikkerhed og forsvar, for desværre er der i 2020 kommet beviser på, at vagter ved EU’s grænse har skudt med skarpt efter folk, der ønskede at krydse den. Det er en ekstrem eskalering af situationen og betyder, at grænsen nu er militariseret.

Globalt militær er ikke nok
Sammenkoblingen af forsvar og rummet ligger i tråd med planer, som Macron tidligere har talt for. I sin Bastille-tale i 2019 fortalte Macron, at Frankrig ikke kun havde ambitioner om at være en global militær kraft, og at det franske flyvevåben ville blive udvidet med en rumkommando. Det var et afgørende nybrud, for helt tilbage i 1967 indgik stormagterne en traktat, der forbyder militære våben i det ydre rum.

Der er ikke noget, der tyder på, at Macron vil have Frankrig eller EU til at indgå i hverken den ene eller den anden stjernekrig. Der er nok snarere tale om, at man vil hæve niveauet for forsvar af satellitter. Det politiske spørgsmål er så, om man vil tillade dette at være et forsvar med militære midler.

Uanset hvad lader der ikke til at være tøven hos EU’s reelle politiske leder, Macron: Militariseringen af EU skal følge den skarpeste fortolkning af Lissabontraktaten, og det kan næsten kun gå for langsomt.