Ferieøen Lesbos er den primære destination for de mere end 300.000 flygtninge, som i årets første ni måneder ankom til Grækenland. Her følger en rapport fra Enhedslistens fact-finding-mission til øen.
Niels Rohleder, migrationspolitisk rådgiver
En lille håndfuld utilfredse grækere blokerer siddende på deres havestole indgangen til en nedlagt kaserne ved turistbyen Molivos på Nord-Lesbos, mens flygtninge i større og mindre grupper passerer forbi på den modsatte side af landevejen.
Efter næsten to døgn på øen oplever jeg her for første gang borgere, der åbenlyst – men ret fredsommeligt – demonstrerer deres modstand mod de tusindvis af flygtninge, som hvert døgn vader i land på Lesbos. De vil forhindre, at den gamle kaserne ved Molivos bliver brugt som flygtningecenter.
Ellers ser jeg ikke meget til flygtningemodstanderne under Enhedslistens fact-finding-mission til Lesbos i september. De voldelige fascister fra Chrysí Avgí (Gyldent Daggry), som andre steder huserer med tæskehold i sorte T-shirts, holder sig tilsyneladende i ro. Men her på nordsiden af Lesbos – en græsk ferieø på størrelse med Lolland-Falster – føler nogle af de mennesker, der lever af turismen, sig så truet, at de blokerer den tidligere militærlejr.
Når flygtningene ikke kan indkvarteres, registreres og udskibes fra Nord-Lesbos, må de ud på den 70 kilometer lange rejse til øens hovedby Mytilini. De heldige bliver kørt i bus. De uheldige eller utålmodige går til fods ad bjergvejenes hårnålesving, med småbørn i hånden og babyer på armen. Oftest om natten på grund af de høje dagtemperaturer i en subtropisk september.
Det ville ellers være nærliggende at sørge for registrering og udskibning her fra nordkysten, hvor flygtningene går i land, og hvor de punkterede, billige gummibåde og de orange redningsveste ligger spredt overalt på strandene.
Trods den korte afstand fra kyst til kyst kan den slingrende, natlige overfart tage timer, og da efterårsstormene efter mit besøg satte ind omkring 1. oktober, blev sejladsen for alvor livsfarlig.
Flygtninge overalt
I løbet af september fik myndighederne organiseret registreringen og transporten af flygtningene videre til det græske fastland. Tidligt i september var der omkring 30.000 flygtninge på Lesbos, som til daglig har godt 85.000 indbyggere. Flygtningene fyldte på vejene, i de små byer og overalt på gader, torve og pladser i Mytilini.
Men midt på måneden – umiddelbart inden mit besøg – kom der nogenlunde styr på logistikken, selv om der stadig kørte alt for få busser. Der blev etableret nye procedurer og indsat ekstra færger, og fra midten af september var der så meget kontrol over situationen, at de daglige 3-4000 ankomster på nordkysten blev modsvaret af 3-4000 afgange fra Mytilini med færgerne til Athens havneby Piræus. Fra Athen går turen så – for de flestes vedkommende – videre ad Balkan-ruten gennem Makedonien, Serbien, det aggressive Ungarn, Østrig, Tyskland og måske Danmark.
Min guide på øen er den tidligere Lesbos-formand for regeringspartiet Syriza, Dimitrys Mantzaris, som ikke kan styre sin hvide Seat ind i en landsby uden at skulle hilse til højre og venstre. Han kører mig ad nordkystens støvede grusveje og skaffer mig uden problemer en aftale med den smilende borgmester Spyros Galinos, som ganske vist er valgt for højrepartiet ANEL, men som Dimitrys står på god fod med.
Rådhusets lille presseafdeling, som i roligere tider skriver pressemeddelelser om nye renovationsplaner, fører i disse uger en storpolitisk dialog med rådhuse i Paris, Barcelona og andre storbyer. Sammen med sin socialdemokratiske kollega Anne Hidalgo i Paris og den venstreorienterede borgmester Ada Colau i Barcelona er Spyros Galinos forfatter til en humanistisk borgmesterappel om at redde og hjælpe flygtningene:
“Vi, Europas byer, er parate til at blive tilflugtssteder. Vi, Europas byer, ønsker at byde disse flygtninge velkommen,” skriver de.
Balance på en knivsæg
Borgmester Galinos balancerer på en knivsæg, for mange af hans vælgere er ligesom Molivos-borgerne på havestolene afhængige af den turisme, der trues af flygtningestrømmen. Men hverken i borgmesterens talestrøm eller i den højtidelige skriftlige erklæring om at åbne Europas grænser for flygtninge og redde de nødstedte på havet er der spor af fremmedfrygt.
Man kan hævde, at det er gratis for borgmesteren at optræde som humanist, ligesom den Syriza-ledede regering, der kom til magten i januar og blev genvalgt i september, sagtens kan lukke flygtninge ind i EU, når kun en lille brøkdel bliver hængende i Grækenland. Og når lande som Tyskland, Sverige – og i et vist omfang Danmark – betaler prisen.
Det er bare ikke rigtigt. For selve gennemstrømningen af – alene i 2015 – foreløbig mere end 300.000 flygtninge slider på det krisetyngede Grækenland. Og ikke mindst på Lesbos.
I baglokalet til hans svigerfars mini-supermarked i Kalloni midt på Lesbos møder jeg flygtningeaktivist og Syriza-medlem Giorgos Tyrikas-Ergas. Sammen med en lokal græsk-ortodoks præst og andre aktive i den lille by har han opbygget mødestedet Agkalia, som betyder “knus” eller “omfavnelse”. Her hviler flygtningene på den udmattende og krævende vandring fra strandene i nord til Mytilini i syd. Alene den foregående nat er der kommet 1000 flygtninge til det lille hus i Kalloni.
– Jeg er træt, siger Giorgos. Han peger på opslagstavlen, som er fuld af papirlapper med telefonnumre på folk fra snesevis af NGO’er og græsrodsinitiativer, som sommeren over har oversvømmet øen.
– Vi har ikke brug for flere NGO’er. Vi har brug for løsninger, siger han.
Giorgos og hans spinkle aktivistnetværk i den lille by er ved at bryde sammen under presset. Lesbos har brug for aflastning. Først og fremmest for at krigen i Syrien slutter, og hvis det ikke sker foreløbig, så at situationen i Tyrkiet, Libanon og Jordan stabiliseres med massiv humanitær hjælp. Og at flygtninge får lovlige veje til Europa, så de ikke skal sejle ud på Middelhavet i gummibåde.