Zoom-møder, afstemninger på samlebånd og virkelig svære dilemmaer. Corona-ugerne har budt på nye, kaotiske situationer, men også understreget sammenholdet i Enhedslistens folketingsgruppe, fortæller Pernille Skipper.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
For Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper startede coronakrisen 9. marts, da hun gik i land fra Oslobåden. Hun havde kun været på kort skiferie, men få dage havde forandret Danmark.
– Jeg blev kaldt til møde i Statsministeriet med to timers varsel. Det sker nærmest aldrig. Og klokken seks sad jeg så dér med de andre partiledere uden at have nået at pakke ud eller noget som helst, fortæller Pernille.
Mødet den aften var anderledes fra alt, hun ellers har oplevet i løbet af ni år i Folketinget.
– Det var et meget stille og tænksomt møde. Næsten ingen talte. Det var helt tydeligt dér, realiteterne sank ind for alle sammen. Den aften forstod vi, hvor galt det kunne gå.
Folketingsmedlemmer på samlebånd
Mødet markerede begyndelsen på en undtagelsestilstand i Danmark, der også har grebet ind i rutinerne på Christiansborg.
– Nu stemmer vi i hold. Vi står i en kæmpe kø i det, der hedder Vandrehallen. Køen når helt ind i Folketingssalen, hele vejen ned til den anden ende af gangen, rundt og tilbage til Folketingssalen igen. Så er der tapestreger med to meters mellemrum, som vi står på for at holde afstand. Vi flytter os ét tapestykke ad gangen og bliver til sidst lukket ind i salen sammen med tre andre, går hen og trykker på vores knap og går ud igen. Hvis der er flere afstemninger i træk, går man direkte ud og stiller sig i kø igen. I starten tog det ret lang tid, men nu er vi efterhånden blevet effektive. Så er det sgu folketingsmedlemmer på samlebånd! griner Pernille.
Andre ændringer rokker ved selve det demokratiske spil.
– Det er meget usædvanligt at sidde i forhandlingslokaler med partiledere fra alle de andre partier på én gang. I de første uger med nedlukning havde vi partilederorienteringer hver anden eller tredje dag. Så har vi siddet i forhandlinger om de første hjælpepakker. Og senere, under genåbningen, har vi også siddet sammen i mange timer ad flere omgange. Det, tror jeg ikke, er sket i nyere tid; at samtlige af Folketingets partier har været repræsenteret i forhandlinger af den her størrelse. Til f.eks. finanslovsforhandlinger er det jo kun de partier, der sidder på magten, der er med.
På en måde mere demokratisk
Hvad betyder det for den demokratiske proces?
– På den ene side er der noget særligt ved, at alle partierne har stået bag så mange ting i fællesskab. Der var nogle uger, hvor det dér Christiansborg-fnidder var lagt på hylden. Det smittede positivt af på alle partier. Nu er der så gået proces i den, især på højrefløjen. Så kender man Christiansborg igen! Men der var en periode, hvor ting blev gjort i fællesskab, som man godt kunne betegne som mere demokratisk, mener Pernille.
– Omvendt har tiden været svær for os i Enhedslisten, fordi vi har
en fladere struktur end andre partier. Alle vores folketingsmedlemmer ved f.eks.
meget om finanslovsforhandlingers løbende udvikling, hvor det i andre partier
typisk er forbeholdt toppen. Den proces, vi foretrækker, hvor vi informerer
hinanden og drøfter og deler viden – den har partilederforhandlingerne gjort
svære. Det er et demokratisk problem, der gør forhandlingerne mindre
kvalificerede. Jeg har jo brug for folketingsgruppen, når jeg sidder derinde!
Heldigvis har folketingsgruppen været god til at støtte hinanden.
– Alle folketingsmedlemmer har siddet i helt nye, ukendte situationer i de
seneste uger. Eva Flyvholm måtte f.eks. lige pludselig blive socialordfører.
Men da kaosset ramte, og alle arbejdsopgaver var oppe i luften, rykkede vi
sammen, fastslår Pernille og tilføjer, at gruppen har holdt ”virkelig, VIRKELIG
mange Zoom-møder.”
Effektive møder uden bukser
Pernille kan faktisk godt lide den digitale mødeform.
– Jeg kan godt lide Zoom-møder, fordi jeg ikke behøver tage bukser på! griner hun fra min computerskærm. Faktisk interviewer jeg Pernille via netop Zoom, der også er praktisk for én som mig. Pludselig behøver jeg ikke tænke på kørestolstilgængelighed og handikapparkering for at kunne udføre mit arbejde. Pernille og jeg deler oplevelsen af, at digitale møder er nemmere.
– Der er noget dejligt effektivt over det. Man skal ikke transportere sig. Man behøver ikke klæde sig pænt på. Til nogle af de meget lange virtuelle partimøder har jeg kunnet slukke min mikrofon, gå på wc og stadig høre, hvad der foregik – uden at nogen kunne høre mig tisse. Det er sgu da smart! insisterer hun.
Zoom kan også være en fordel, hvis man mangler pasning til små børn.
– Min datter kom i daginstitution som én af de første, men der var nogle uger, hvor Billie lærte, hvad det vil sige at være i møde. Nogle gange var hun nødt til at være med og sidde med sit Lego. Hun har en alder, hvor hun skal vinke og spørge, hvad alle dem, hun kan se i Zoom, hedder. Så hun har fået navnene på hele folketingsgruppen og partilederne maaange gange.
Enhedslisten valgte mindre smitte
Udefra har det lignet, at indledningsvis enighed mellem partierne er gået i gradvis opløsning. For Enhedslisten er det nu mest økonomien og f.eks. dagpengespørgsmålet, der giver anledning til uenigheder.
– Groft sagt har der været to store diskussioner. Dels økonomien: Vi
står over for en økonomisk krise, hvad gør vi? Dels konkret corona: Hvordan
håndterer vi nedlukning og genåbning? I forhold til det sidste har vi været
meget enige med regeringen. Meget tidligt valgte folketingsgruppen, at det
vigtigste for os var og er menneskeliv, og at sundhedsvæsnet ikke skulle knække
under en voldsom smitteudvikling. Vi brugte vores energi på at tale om at få
styr på teststrategi og smitteopsporing i stedet for at løbe rundt og pege på,
hvilke grupper vi havde mest kær og ville have åbnet for først. Genåbningen har
derfor også båret præg af, at de, der kunne råbe højest, kom først. Det har
smertet mig meget undervejs.
Pernille bliver tænksom et øjeblik, inden hun retter sig op foran skærmen.
– Men vi valgte altså at bruge vores tid på at sikre, at det overhovedet var
forsvarligt at genåbne noget. Og vi må trøste os med, at selvom vi kunne have
kastet kræfter ind på at få genåbnet hurtigere f.eks. i psykiatrien eller på
bosteder, så håber jeg helt ærligt, at vi har reddet liv blandt kronikere og
ældre mennesker.
I den forbindelse er det vigtigt for Pernille at minde om, at coronakrisen ikke
er forbi.
– Det er stadig derude. Lige nu går det rigtig godt, men der er stadig en ret stor.
Det er derfor et vigtigt resultat af vores fokus, at vi har fået en
teststrategi op at køre og tester repræsentativt. Det var vi de eneste, der gik
op i, og det var da kedeligt at være hende i tv, som skulle sige ”teststrategier”
i stedet for at snakke om f.eks. efterskoleelever. Men vi valgte at prioritere mindre
smittespredning og dermed mere tryghed for mennesker i sårbare grupper. Jeg ved
ikke, om de kan se det – men jeg håber det.