I Bolivia har vi set massive protester både før og efter præsident Evo Morales blev tvunget til at træde tilbage af militær og politi. Foto: Santiago Sito - Flickr (CC BY-NC-ND 2.0)

Globale protester kræver omfordeling af ressourcer

Gader fyldt til bristepunktet af demonstranter, vandkanoner og tåregas. Farverige bannere og blokerede indfaldsveje i Chile, Hong Kong, Catalonien, Irak, Libanon, Colombia, Iran, Haiti, Indonesien, Bolivia og Ecuador. Det er som om, der er gået hul på en boble af utilfredshed verden over. Men har protesterne noget til fælles?

Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver 

Selvom protesterne sker med tusindvis af kilometer mellem sig – i helt forskellige kontekster og med forskellige metoder og mål – så er der noget, der forener dem. Folk går på gaden, fordi de ikke oplever at have adgang til den rigdom og de ressourcer, deres land besidder. De oplever, at pengene forsvinder i korruption og ulighedsskabende økonomiske politik. På den måde er protesterne bundet sammen af den voksende globale ulighed.

Fakta om de mange oprør

Chile: I oktober begyndte skoleelever en protest mod forhøjede priser på metrobilletter. Protesterne voksede sig hurtigt til en stærk sociale bevægelse mod ulighed, lave lønninger og pensioner – og et opgør mod arven fra Pinochet-diktaturet, der har betydet privatisering af sundhed, undervisning og vand.

Hongkong: I juni begyndte folk at gå på gaden mod et lovforslag, der skulle tillade udlevering af mistænkte for kriminalitet til Kina. Forslaget ses som en trussel mod den politiske frihed og udviklede sig hurtig til en generel protest mod Hongkongs politiske leder og Kinas indflydelse.

Catalonien: I oktober afsagde den spanske højesteret dom mod en række fremtrædende catalanske politikere for tilskyndelse til oprør i forbindelse med uafhængighedsafstemningen i 2017. Flere blev idømt lange fængselsstraffe. I protest mod dommene strømmede folk ud på gaderne i hele Catalonien. Der blev kaldt til generalstrejke, og byer og motorveje blev lammet.

Irak: Flere hundrede er blevet dræbt og tusindvis sårede i Irak, efter sikkerhedsstyrker og uropoliti har slået hårdt ned på de mange demonstranter, der siden starten af oktober har været på gaden i protest mod dårlig service, arbejdsløshed og korruption.

Libanon: Nye skatter på benzin, tobak og online mobilopkald gennem tjenester som WhatsApp startede i slutningen af oktober et oprør i landet. Protesterne spredte sig med lynets hast imod korruption, et sekterisk styre og regeringens manglende evne til at løse den økonomiske krise og sikre basale service som elektricitet og vand.

Iran: Siden midten af november har en bølge af protestdemonstrationer bredt sig i en række iranske byer. Demonstranterne kræver regimets afgang på grund af utilfredshed med høj arbejdsløshed, fattigdom, korruption og mangel på basale rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed.

Haiti: Protesterne i Haiti startede allerede sidste sommer efter en stigning af benzinprisen. Siden starten af oktober har protesterne lammet landet med krav om præsidentens aftrædelse på grund af korruption, økonomisk krise, inflation og myndighedernes medansvar i en massakre.

Indonesien: I slutningen af september startede en massiv studenterprotest mod nye love, der ville svække anti-korruptionsindsatsen i landet og gøre det ulovlig at have sex uden for ægteskabet. Protesterne samlede hurtig en bred mobilisering mod eliten. Arbejdere krævede bedre forhold og miljøaktivister mindre afskovning fra palmeolie- og træindustri.

Colombia: I månedsvis har det summet af utilfredshed over ulighed, nedskæringer og en langsom implementering af fredsaftalen, der blandt har betydet en stigning i vold mod sociale ledere. En strejke i midten af november blev startskuddet til massive brede protester mod regeringen.

Ecuador: Massive protester pressede i oktober regeringen til at opgive at fjerne tilskud til brændstof. Protesterne handlede både om brændstof og andre nedskæringer som led i en låneaftale med Den Internationale Valutafond (IMF). Protesterne var ledt an af de oprindelig folks bevægelse.

Bolivia: I Bolivia har vi set massive protester både før og efter præsident Evo Morales blev tvunget til at træde tilbage af militær og politi. Kort inden kuppet varslede Morales omvalg, efter en omdiskuteret audit fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) havde rapporteret om uregelmæssigheder ved præsidentvalget i oktober. Landet nu står uden en legitimt valgt ledelse.

En anden ting, der går igen, er kravet om mere demokratisk indflydelse. Næsten alle steder er protesterne rettet mod den politiske og økonomiske elite i landene. Mod korrupte og uduelige politikere, der ikke lytter. Folk føler sig lukket ude, og kravet om indflydelse og medbestemmelse står stærkt.

Protester spreder sig som steppebrand
Et kendetegn for de fleste af protesterne er, at så snart de første gik på gaden, så voksede demonstrationerne lynhurtigt i både bredde, størrelse og fokus. Protester mod enkeltsager er på ingen tid vokset til massive bevægelser, der kræver omfattende samfundsomvæltninger og afsætning af landes politiske ledere. Og på få dage har protester bredt sig til at lamme hele byer og lande. Oprindelige folk, studerende, arbejdere, bønder, unge og ældre er gået sammen. Og protestenergien, der er bølget ind fra andre lande og kontinenter, synes at have tilført mere gejst.

Ligesom demonstranterne er inspireret af hinanden, så lader de politiske ledere til at have kopieret hinandens brutale tilgang til de folkelige oprør. Der er blevet slået hårdt ned på demonstranterne. Flere steder er militæret sat ind, der er blevet erklæret undtagelsestilstand og der har hersket nærmest krig i gaderne. Der er sårede, døde og utallige fængslede rundt om. De brutale angreb fra myndighederne har dog ikke slået protesterne ihjel, men blot båret ekstra brænde til bålet. Som i Colombia, hvor demonstrationerne voksede vildt, efter politiet havde slået en studerende ihjel.

Begrænsede ressourcer kan føre til flere oprør
I Libanon, Haiti og Ecuador har stigende priser på brændstof været et centralt omdrejningspunkt for protesterne. Det bringer minder om de gule veste, der sidste år lammede Frankrig. Men også madpriser og adgang til ressourcer som vand og elektricitet er centralt i mange af protesterne.

Flere steder reageres der på økonomisk stagnation og krise. Og selvom protesterne ikke nødvendigvis af forårsaget af manglende ressourcer, men derimod dårlig fordeling og forvaltning af disse, så kan protesterne være en forvarsling om, hvad vi står over for i de kommende år, når konsekvenser af klimakrisen sætter endnu mere ind.

For skal vi have et sidste oprør med på listen, så er det klimabevægelsen. En bevægelse, der særligt, men ikke kun, har præget de vestlige lande. Siden Greta Thunberg i august 2018 gik i klimastrejke, er protesterne kun vokset. Og i forbindelse med FN’s klimamøde i september, så vi den største global klimaprotest nogensinde. Millioner af mennesker over hele verden gik på gaden, med de unge og studerende i front.

Klimaprotesterne og de globale protester mod ulighed og manglende demokrati er en vigtig påmindelse om, at kampen for demokratiske rettigheder og omfordeling må og skal gå hånd i hånd med klimakampen. Hvis ikke vi finder løsninger, hvor befolkninger sammen kan være med til at omfordele de begrænsede ressourcer, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget bål og blod, vi vil se i verdens gader.

Men lige nu giver det håb at se folk gå på gaden verden over. Flere steder er der visionære tiltag, der peger på, hvordan vi når et bedre sted hen. Som i Chile, hvor folk mødes på byernes pladser for at debattere løsninger på den politiske konflikt i landet. Alle kan indkalde møderne, og alle kan være med.