Gader fyldt til bristepunktet af demonstranter, vandkanoner og tåregas. Farverige bannere og blokerede indfaldsveje i Chile, Hong Kong, Catalonien, Irak, Libanon, Colombia, Iran, Haiti, Indonesien, Bolivia og Ecuador. Det er som om, der er gået hul på en boble af utilfredshed verden over. Men har protesterne noget til fælles?
Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver
Selvom protesterne sker med tusindvis af kilometer mellem sig – i helt forskellige kontekster og med forskellige metoder og mål – så er der noget, der forener dem. Folk går på gaden, fordi de ikke oplever at have adgang til den rigdom og de ressourcer, deres land besidder. De oplever, at pengene forsvinder i korruption og ulighedsskabende økonomiske politik. På den måde er protesterne bundet sammen af den voksende globale ulighed.
En anden ting, der går igen, er kravet om mere demokratisk indflydelse. Næsten alle steder er protesterne rettet mod den politiske og økonomiske elite i landene. Mod korrupte og uduelige politikere, der ikke lytter. Folk føler sig lukket ude, og kravet om indflydelse og medbestemmelse står stærkt.
Protester spreder sig som steppebrand
Et kendetegn for de fleste af protesterne er, at så snart de første gik på gaden, så voksede demonstrationerne lynhurtigt i både bredde, størrelse og fokus. Protester mod enkeltsager er på ingen tid vokset til massive bevægelser, der kræver omfattende samfundsomvæltninger og afsætning af landes politiske ledere. Og på få dage har protester bredt sig til at lamme hele byer og lande. Oprindelige folk, studerende, arbejdere, bønder, unge og ældre er gået sammen. Og protestenergien, der er bølget ind fra andre lande og kontinenter, synes at have tilført mere gejst.
Ligesom demonstranterne er inspireret af hinanden, så lader de politiske ledere til at have kopieret hinandens brutale tilgang til de folkelige oprør. Der er blevet slået hårdt ned på demonstranterne. Flere steder er militæret sat ind, der er blevet erklæret undtagelsestilstand og der har hersket nærmest krig i gaderne. Der er sårede, døde og utallige fængslede rundt om. De brutale angreb fra myndighederne har dog ikke slået protesterne ihjel, men blot båret ekstra brænde til bålet. Som i Colombia, hvor demonstrationerne voksede vildt, efter politiet havde slået en studerende ihjel.
Begrænsede ressourcer kan føre til flere oprør
I Libanon, Haiti og Ecuador har stigende priser på brændstof været et centralt omdrejningspunkt for protesterne. Det bringer minder om de gule veste, der sidste år lammede Frankrig. Men også madpriser og adgang til ressourcer som vand og elektricitet er centralt i mange af protesterne.
Flere steder reageres der på økonomisk stagnation og krise. Og selvom protesterne ikke nødvendigvis af forårsaget af manglende ressourcer, men derimod dårlig fordeling og forvaltning af disse, så kan protesterne være en forvarsling om, hvad vi står over for i de kommende år, når konsekvenser af klimakrisen sætter endnu mere ind.
For skal vi have et sidste oprør med på listen, så er det klimabevægelsen. En bevægelse, der særligt, men ikke kun, har præget de vestlige lande. Siden Greta Thunberg i august 2018 gik i klimastrejke, er protesterne kun vokset. Og i forbindelse med FN’s klimamøde i september, så vi den største global klimaprotest nogensinde. Millioner af mennesker over hele verden gik på gaden, med de unge og studerende i front.
Klimaprotesterne og de globale protester mod ulighed og manglende demokrati er en vigtig påmindelse om, at kampen for demokratiske rettigheder og omfordeling må og skal gå hånd i hånd med klimakampen. Hvis ikke vi finder løsninger, hvor befolkninger sammen kan være med til at omfordele de begrænsede ressourcer, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget bål og blod, vi vil se i verdens gader.
Men lige nu giver det håb at se folk gå på gaden verden over. Flere steder er der visionære tiltag, der peger på, hvordan vi når et bedre sted hen. Som i Chile, hvor folk mødes på byernes pladser for at debattere løsninger på den politiske konflikt i landet. Alle kan indkalde møderne, og alle kan være med.