Grønlænderne er ikke til salg – de er til samarbejde

Af:

Det var grønlændernes svar på Donald Trumps ønske om at købe Grønland sidste år. Men Trump giver ikke op: Grønland skal nu bindes tættere til USA med en ny hjælpepakke på mere end 80 mio. kr.

Simon Halskov, Rød+Grøn

USA’s kontroversielle men forudsigelige tilbud vil sandsynligvis blive modtaget af grønlænderne med en gentagelse af svaret fra efteråret: Vi er ikke til salg – vi er til samarbejde. Det vurderer Enhedslistens Grønlands- og Arktisordfører, Christian Juhl.

– Trump har opdaget mulighederne i Arktis og leder febrilsk efter at placere sig centralt i bl.a. Grønland. USA har i årtier levet højt på at have adgang til at anlægge militærbaser, ikke mindst radarstationen i Pittuffik/Thule, uden at betale en krone for det, siger han og uddyber:

– Der er ingen tvivl om, at USA tænker Grønland ind i deres militære stormagtsspil. Men også Rusland og Kina har appetit på Grønland og Arktis.

Fjern jeres affald, USA
Løsningen er ifølge Christian Juhl, at vi sætter os sammen med grønlænderne (og færingerne) for at sikre, at Ilulissat-erklæringen om samarbejde, lavspænding og klimahensyn i Arktis fastholdes.

– Desuden må vi finde en løsning på grønlændernes økonomiske udfordringer, der er ganske reelle, og som gør USA’s penge interessante, påpeger han og fortsætter:

– Så kan amerikanerne i mellemtiden rydde op på deres 30 gamle militærbaser i Grønland. Især på den mest forurenede, Camp Century, hvor mange tusinder tønder med radioaktivt affald er gravet ned i isen.

Giv job tilbage til grønlænderne
USA bør ifølge Enhedslistens ordfører også sørge for, at grønlænderne igen får de civile arbejdspladser og lærepladserne på Thulebasen.

– Endelig kunne de sikre, at skibs- og flytransporten til og fra basen gives tilbage til grønlandske selskaber, slutter Christian Juhl.

Han har nu indkaldt udenrigsministeren i samråd for at få at vide, hvad regeringen vil gøre ved stormagternes rivalisering om Grønland og Arktis.