Fitness er blevet Big Business, og mange har også glæde af det. Men hvis man søger inspiration til et socialistisk samfund, så skal blikket vendes en anden vej: Ud med fitnesscentret – ind med foreningsidrætten.
Aksel Rosager Johansen
Når juledagene er overstået og nytåret banker på døren, så hører vi igen og igen nytårsforsæt handle om sundhed og motion. I år skal det være. Det kan kaldes en god dansk tradition. I fitnesskredse er 2. januar kendt som dagen, hvor fitnesscentrene fyldes med nye kunder, der har købt et abonnement og træner benhårdt. I en uge eller to. I løbet af måneden falder flere og flere fra, og tilbage står de med et dyrt abonnement, der ikke skaber glæde eller gavn for andre end ejerne af fitnesscentret. Folk som Henrik Rossing, stifteren af Fitness World, der blev milliardær på 10 år. Noget der vil tage en gennemsnitlig LO-arbejder omtrent 2.500 år.
Individuelle præstationer eller fællesskab
Mens fitnesscentrene er organiseret ud fra storkapitalens interesser, så er idrætsforeningerne organiseret på arbejderklassens vilkår som demokratiske foreninger. En organisering, vi ofte overser i vores argumentation for demokratisk socialisme. Men når man omregner arbejdstimerne til fuldtidsstillinger i alle landets 100.000 foreninger, ikke kun idrætsforeningerne, så udgør foreningsarbejdet over 250.000 fuldtidsstillinger. Det svarer til godt 10 procent af Danmarks fuldtidsbeskæftigede. Det er altså levede erfaringer, som de fleste danskere kender. Hvis de ikke selv har været frivillige, så har de været medlem i en forening drevet af frivillige. De har styrket deres sundhed. Deltaget i foreningsdemokratiet. Mærket glæden ved samværet og fællesskabet! Og de har erfaret, hvordan det kan organiseres uden profit og markedslogik.
Vi kan bruge idrætten til at fremhæve forskellene på kapitalisme og demokrati. I fitnesscentrene fokuseres på målbare, individuelle præstationer. Vel at mærke nogen, der altid kan blive bedre, så vi bliver aldrig helt tilfredse. Godt hjulpet af reklamerne. I idrætsforeningerne kobles det sociale samvær til den kropslige sundhed. En kobling, der skaber mere livsglæde og fjerner fokus fra kropumulige kropsidealer. Samtidig forbliver hele kontingentet i foreningen og ender ikke i lommerne på stenrige bagmænd.
Demokrati i det små og store
Det kan godt være, at de færreste foreninger er skabt af socialister, drevet af socialister eller har et socialistisk formål. Men når vi skal forklare folk, hvordan vores vision for et socialistisk demokrati kan se ud, så er det oplagt at tage udgangspunkt i deres erfaringer fra idrætten og resten af foreningslivet. For når demokratiet fungerer i deres egen fodboldklub, og i ca. 100.000 andre foreninger, hvorfor skulle det så ikke kunne fungere flere steder i samfundet? F.eks. på arbejdspladsen?
Det er mere forpligtende at melde sig ind i en forening. Ikke kun fordi man skal træne på bestemte tidspunkter, man skal også indgå i et fællesskab. Men når nytårsforsæt netop handler om at forpligte sig til noget i det nye år, så kan man jo lige så godt vælge idrætsforeningen fremfor fitnesscentret.