Thomas B. Schmidt, Aarhus C
Det store problem er dog ikke racismen, men derimod store dele af den danske befolknings manglende erkendelse af, at det eksisterer. I Danmark har vi et globalt ansvar – ja, men vi har også et erkendelsesproblem, i form af en manglende erkendelse af netop dette ansvar. Vi har et stort problem, der skal løses både nationalt og internationalt. Det handler om racisme. Det første skridt i at løse et hvilket som helst problem er at erkende, at der er et problem.
Debatten vedrørende demonstrationer under Covid-19 blev desværre meget ensporet. Men en ting der er meget vigtig at huske på netop nu er, at demonstrationerne handler om at komme racisme og systemisk racisme til livs. Det er simpelthen ikke noget, der hører hjemme i d. 21. århundrede. Systemisk racisme findes både i USA – men også i Danmark.I USA bliver 1/1000 afroamerikanere slået ihjel, bare af politiet, i løbet af deres liv. Det svarer pt. til 38.900 af alle afroamerikanere der lever i USA netop nu. Og det er blot de drab, der er begået af politiet. Og det er bare USA.
Systemisk racisme har været juridisk og kulturel – og det har eksisteret i 16 generationer. Demonstrationerne på gaderne verden over har til formål at sætte en stopper for det. Det må ikke finde sted de næste 16 generationer.
Det er uhyre svært at sammenligne Covid-19 med racisme. Begge dele er i og for sig en pandemi. Forskellene ligger i, at den ene, Covid-19, smitter relativt massivt, men er samtidig en sygdom, som vi med al sandsynlighed kun oplever, i denne generation (dog, selvfølgelig, på tværs af alle aldre). Den anden, racisme, er ikke smitsom på samme måde. Dødeligheden er uhyre svær at måle – men den har været her i mindst 16 generationer – og den bliver ved, hvis ikke vi siger: “Nok er nok”. For mange afroamerikanere, er racisme farligere, end Covid-19. For rohingyaer i Myanmar er racisme farligere end Covid-19.
Hvorfor er det så netop nu – med denne enormt dårlige timing, at demonstrationerne finder sted. En af årsagerne er måske, at når verden er spæret inde, og der sker noget nyt – som her med George Floyd – er alles øjne rettet mod disse nyheder. Det er netop nu, at der er momentum. Stater i USA er allerede begyndt, at forberede nye tiltag mht. politiet – tiltag som længere uddannelse (i USA er politi-uddannelsen blot 6 måneders teori, før du bliver sat på gaden), ændringer i forhold til at kunne retsforfølge politiet nemmere mm. Men hvis demonstrationerne stopper nu – så er der ikke længere et pres for at skabe ændringer. Så får systemisk racisme lov til at fortsætte.
Systemisk racisme er ikke kun en amerikansk ting. Det findes også i Danmark – heldigvis overhovedet ikke i samme grad. Herhjemme kan vi se det i vores Ghettolovgivning, hvor borgere forskelsbehandles på baggrund af deres etnicitet. Det findes også i Myanmar i dag, hvor 700.000 rohingyaer er drevet på flugt og omkring 30.000 er blevet slået ihjel – på blot 4 år. Her er der tale om forsøg på folkemord.
Hvilke essentielle handlinger man som menneske skal have lov til under denne Covid-19-krise er ikke kun et videnskabeligt spørgsmål. Det er ligeså meget et sociologisk spørgsmål. Hvem er vi som mennesker? Tillader vi, at dette sker? Hvis politiske demonstrationer blev bandlyst, vil det så ikke skrige af værende autoritære diktaturer, som dem vi kender fra Den Kolde Krig?
Derimod sagt: Det er sindssygt dårlig timing, set fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Det er det virkelig. Er det det værd? Ja, det er vi nogen der mener. Er det nødvendigt? Ja, det er vi nogen der mener. Kunne man have demonstreret på andre måder, der vil være lige så effektive – nej, jeg tror det ikke.
Ser vi bort fra de ensporede debatter vedrørende validiteten af demonstrationer under Corona-krisen, og bevæger os hen til det større problem – nemlig samfundets generelle mangel på erkendelse af, at der findes racisme i DK, er der visse ting der er værd at huske.
Danmark var den 7. største slaveejer i den transatlantiske slavehandel. Vi havde over 120.000 slaver. I 1800 svarer dette til 12.9% af den danske befolkning. I 1803 blev slavehandel forbudt – men slaver var der stadig mange af, og det var ikke forbudt at eje slaver. Først i 1848 blev slaveriet afskaffet helt. Kun 14 år før det, efter lang tids kamp, blev afskaffet i USA. Vi er ikke meget bedre her. Historikeren Niels Brimnes fra Aarhus Universitet beskrives på folkeuniversitetets hjemmeside d. 9. April 2017, at have sagt: “Vi var lige så brutale som alle andre!”
Danmark koloniserer stadig Grønland. De grønlandske værdier er i fare for at blive knust under vestlig imperialisme. Og ja – det er vestlig imperialisme. Vi er blot vokset op med ideen om, at “vestlig udvikling overvinder alt”. I Grønland taler alle toneangivende politikere om uafhængighed. De snakker ikke om “mon det er muligt?”. De snakker derimod om “hvornår skal vi kræve det – og hvordan?”. Er der udfordringer forbundet med dette – ja, men konsekvenser af aldrig at få det kan være værre.
Vi underviser os selv og vores børn i, at danskhed = hvidhed. Det er i stigende grad blevet et krav for danskere født af indvandrer fra ikke-vestlige lande at bevise deres danskhed. Det er åbenbart ikke nok at være født her, gå i dansk børnehave, skole, gymnasie og universitet. Dette sås tydeligt i den kendte episode, da Martin Henriksen i sin tid anklagede Jens Phillip Yazdani fra Aarhus for ikke at være “dansker” i Debatten med Clemens. Man bliver stadig diskrimineret.
Vi vokser op i den tro, at etniske minoriteter har en større risiko for at udvikle alkoholisme og udøve vold og kriminalitet end alle andre – alene på baggrund af, at de har en anden kultur. Ikke fordi de, grundet bl.a. sociologiske årsager, ofte er fattigere i Danmark – eller fordi de misvisende statistiker kun fokuserer på unge i aldersgruppen 15-24, og ikke de andre aldersgrupper, hvor der ikke forefindes en reel forskel i andelen der udgør kriminalitet.
Der er heller ingen sammenhæng – altså kausalitet, ikke korrelation – mellem barnebrude/barneægteskaber og nogen som helst religion. Barneægteskaber bliver praktiseret af alle religioner i alle verdensdele. Så sent som 2015 hævede Spanien den lovpligtige ægteskabsalder fra 14 år til 16 år. I Indien, et land hvor over 80 % af befolkningen er hinduer, foretages 40 % af alle verdens barneægteskaber.I det kristne afrikanske land Sydsudan er det et af de hurtigst voksende problemer i nyere tid.Alligevel bruges skræmmeeksempler som disse fra islamiske lande som et af argumenterne for, at vi ikke skal tage imod flygtninge på flugt fra krig, fattigdom og forfølgelse, hvis disse kommer fra muslimske lande. Europarådets torturkomite har i januar 2020 smidt Danmark (grundet Ellebæk udrejsecenter) på listen over lande der udøver en form for terror (i vores triste tilfælde fokuseres der på psykisk terror) mod andre mennesker. Selvmordstruede kvinder får kun ret til 30 minutters sollys om dagen. Det skal ikke ske i et land som Danmark.
Alle ovenstående eksempler kan i og for sig koges ned til at hænge sammen med racistiske tendenser i samfundet. Uanset om dette er systemisk racisme, racisme, misinformation, “hygge-racisme” eller blot ageren ud fra uvidenhed, er der alligevel en klar sammenhæng at spore.
Så når eksempelvis Hr. Kenneth Kristensen Berth på Facebook d. 3. Juni udtaler: “Der er ingen – jeg gentager ingen – diskrimination af sorte i Danmark”, så er det ikke blot forkert (manden er jo desuden selv tidligere dømt for racisme), men det er også med til at afspore debatten fra at snakke om løsninger og oplyse om emnet. Lige pludselig handler debatten ikke om hvordan vi løser problemet men derimod om hvorvidt der overhovedet forefindes et problem. Og dette, er det største problem vi har med racisme i Danmark. Derfor må og skal vi være bedre til at påtale erkendelsesproblemet og oplyse de danske borgere.
I Danmark har vi et globalt ansvar – ja, men vi har også et erkendelsesproblem, i form af en manglende erkendelse af netop dette ansvar. Vi har et stort problem, der skal løses både nationalt og internationalt. Det handler om racisme. Det første skridt i at løse et hvilket som helst problem er at erkende, at der er et problem.