Læg afstand til Trump og træk danske tropper hjem

Af:

Den danske regering skal lægge afstand til Trump og USA og forberede tilbagetrækningen af de danske styrker i Irak. Det er budskabet fra Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, op til et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn i morgen.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Donald Trumps lemfældige og hærgende tilgang til udenrigspolitik er dybt skadelig – også for Danmarks interesser og sikkerhed. Det mener Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm, der finder det uansvarligt, hvis udenrigsministeren fortsætter sin uforbeholdne opbakning til USA´s kurs.

– Jeg savner blandt andet at høre udenrigsministeren kritisere den amerikanske likvidering af Suleimani. Han var en skidt fyr, men det ændrer ikke på, at Trumps handling var i strid med international lov, påpeger hun og fortsætter:

– Det var samtidig ekstremt dumt, fordi det styrker præstestyret og højrefløjen i Iran og svækker de demokratiske kræfter i området, som har kæmpet for forandringer og arbejdet for at åbne Iran mere op mod omverden.

Træk tropperne hjem
Enhedslistens udenrigsordfører efterlyser i samme omgang, at de danske soldater trækkes ud af Irak.

– Når det irakiske parlament opfordrer til udenlandske styrker til tilbagetrækning, er der et meget spinkelt grundlag for at blive. Enhedslisten har i mange år kritiseret, at den irakiske hær ikke overholder menneskerettighederne, angriber fredelige demonstranter og samarbejder tæt med iranstøttede Shia-militser. Det skal vi ikke medvirke til, siger Eva Flyvholm.