Med sin nyeste film, “Sorry We Missed You”, leverer britiske Ken Loach en rørende, bidende kritik af det rettighedsløse arbejdsmarked, som er i hastig vækst. Det er ikke blot den enkelte arbejder, der risikerer at falde igennem, når arbejdslivet foregår uden sikkerhedsnet – hele sammenhængskraften i vores samfund risikerer at ryge med i faldet.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Ufaglærte, arbejdsløse Ricky lever med sin kone Abby og deres to børn i Newcastle. Efter mange år med hårdt, fysisk arbejde i byggebranchen ser han en vej ud af familiens økonomiske trængsler i arbejdet som selvstændig fragtmand. Selvstændigheden består i, at han ikke er ansat af fragtfirmaet men betales efter antallet af pakker, han leverer. Ingen timeløn, ingen løn under sygdom – ingen redningskrans, hvis uheldet opstår. Bilen skal han også selv anskaffe, så Abby, der er hjemmehjælper (og aflønnes per hjemmebesøg!) må fremover tage bussen fra den ene ældre til den anden.
Med forældrenes 12-14 timers daglige arbejde (ofte alle ugens syv dage), må børnene, 15-årige Seb og 11-årige Liza, passe sig selv. Den tilværelse kan selvsagt ikke fungere længe, og korthuset vælter, da Seb bortvises fra skolen og tages i butikstyveri. Ricky og Abby har intet overskud, hverken i tid, penge eller menneskelige ressourcer, til at bringe familien på ret køl, og ydmygelserne og de menneskelige tragedier snubler over hinanden.
Tilbage til 60’ernes køkkenvask
”Sorry We Missed You” vækker minder om 1960’ernes kitchen sink-film, hvor vrede, unge mænd lod frustrationerne over tilværelsens hårdhed boble over. Oprøret vækkes dog aldrig for alvor i fragtmanden Ricky, der trods de ulidelige arbejdsforhold og familiens sociale deroute bliver ved med at kværne af sted i pakkebilen.
Ken Loachs nyeste film, der blev nomineret til guldpalmen i Cannes, er en legemliggørelse af den prekarisering, der sniger sig ind næsten overalt i samfundet. Og der er naturligvis ingen ”happy ending” i Loachs skildring af et arbejdsmarked, der til stadighed forråes. For det ender ikke lykkeligt, hvis sikkerhedsnettet forsvinder, og vi skal slide os i stykker for at få brød på bordet.
Instruktøren blev selv chokeret over tingenes tilstand, da han researchede til filmen.
– Det, som er overraskende, er antallet af timer, som folk skal arbejde for at leve et hæderligt liv og den usikkerhed, der kendetegner deres arbejdsforhold. De er selvstændige, og i teorien er det deres egen forretning, men hvis noget går galt, står de tilbage med hele risikoen, fortæller Ken Loach.
Familien taber altid
Det er ikke kun det rettighedsløse arbejdsliv, ”Sorry We Missed You” kritiserer. Resultatet – at mor og far af nød må vælge arbejdet over familien 99 ud af 100 gange – er det sørgelige budskab, der slår hårdest, når man rejser sig fra biografsædet. Også i den forstand har Ken Loach lavet (endnu) en film, der taler ind i en af Enhedslistens dagsordener: kampen for en 30 timers arbejdsuge.
Har du lyst til at blive rørt, indigneret og få et indblik i de arbejdsforhold, som ham/hende, der ringer på med julepakkerne, muligvis lever under? Så er ”Sorry We Missed You” den helt rette film at se i biografen fra den 12. december.