Lad mig starte med at sige, at jeg, som ansat, selvfølgelig altid vil arbejde ud fra den beslutning, årsmødet kommer til at træffe vedrørende Enhedslistens organisatoriske og politiske udvikling, hvad denne end bliver. Men jeg har et par perspektiver fra mit daglige arbejde i Enhedslisten Region Syddanmark, som jeg håber, andre grene i partiet vil tage med i overvejelserne, når beslutningerne træffes.
Marianne Pacarada, regional organisationskoordinator i Syddanmark
Syddanmark er et område i
landet, hvor det ikke altid er let at være ræverød. I den sydjyske storkreds
går det i den rigtige retning, forstået på den måde, at området er gået fra et
være overvejende gult til at være overvejende blåt. Afstanden fra blåt til rødt
synes dog at være noget længere.
I den fynske storkreds er det lidt lettere, da der er en del røde kommuner, men
det ændrer ikke på, at de har en fælles problematik, der hedder: Mangel på
kræfter til det daglige, organisatoriske arbejde. Vi er heldige at have en
håndfuld eller to af slidere i hver afdeling, der holder gang i hjulene, men
der er ingen tvivl om, at der knokles på, trods en generel udmattelse. De
ønsker, om ikke et decideret generationsskifte, så nogle flere kræfter til at
bære læsset, da det oftest er her, vi især kan mærke, når vi går tilbage.
København synes langt væk
I vores region har vi startet et forløb med fællesseminarer for hver storkreds, hvor vi laver en grundig introduktion for vores nye medlemmer samt de, der stadig er i tvivl om, hvilke rettigheder man har som medlem, og hvordan man kan blive aktiv.
Derudover forsøger vi at åbne muligheder for det politiske samarbejde ude i fagbevægelsen, græsrodsorganisationer des lige. Og, ikke mindst, har vi et stykke tid arbejdet på at højne samarbejdet afdelingerne imellem, hvor der er muligheder for at løfte i fællesskab på en række punkter. Dette dels på grund af en form for fælles identitet og fælles problematikker – og fordi København kan synes meget langt væk.
Noget jeg ofte hører i især
Syd- og Sønderjylland er, at det kan være svært at mærke fællesskabet til og fra
storbyerne. Der meldes om manglende svar fra Christiansborg i forhold til
blandt andet oplæg og arrangementer, der kunne trække noget opmærksomhed lokalt.
Der meldes om manglende hjælp fra Socialistisk Ungdomsfront til at skabe ung
aktivitet, og de føler af og til, at deres manglende ressourcer ikke bliver
taget i betragtning, når der sendes kampagner ud i landet fra Landskontoret,
hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, som i nogle tilfælde skaber
frustration og dårlig samvittighed over ikke at kunne mobilisere, frem for at
være en inspirationskilde.
Og endelig, så er der ikke altid konsensus om, hvad ’vigtige, politiske emner’
dækker over.
Afstanden skal mindskes
Vi ved, situationen ikke handler om en ’københavnsk ond vilje’, og der er ingen tvivl om, at vi i Syddanmark kommer til at fortsætte vores kamp for klimaet, social retfærdighed, ligestilling, antiracisme, forbedring af offentlig transport, faglige forhold m.m. sammen med resten af partiet. Men der er på den anden side heller ingen tvivl om, at meget af ”afstanden” mellem os vil blive mindsket, hvis der blev arbejdet målrettet for at sikre plads til den såkaldte provins der, hvor vores daglige organisation, politik og kampagner udvikles.
En metode kunne også være (de behøver ikke at udelukke hinanden) at højne sparringen og koordineringen mellem de regionsansatte, hovedbestyrelsen samt Christiansborg-kontoret, da vi herude ofte har en højere grad af kontakt til de lokale afdelinger og deres vilkår. Dette kunne måske også afhjælpe de knuder på kommunikationsstrengen, der nogle gange opstår, når det går stærkt i vores fællesskab.
Vi er vel alle sammen glade for, at vores parti er blevet landsdækkende de seneste år, også selv om det koster kræfter både at få noget kørt i gang – og, ikke mindst, at holde det i gang og få det til at vokse. Og selv om det betyder flere varianter af fokus og metoder. Det er ofte lettere at tage imod flere kræfter, end det er at velkomme nye idéer.
Vi skal have hinandens ryg
Ude i ”mine” afdelinger forsøger vi at dæmme op for en kronisk, dårlig samvittighed over ikke at kunne løfte det hele ved at minde hinanden om, at man har de kræfter, man har, og at vi løbende skal mærke efter, hvornår vi skal holde tilbage og hvornår, vi kan give den lidt mere gas.
Vi skal også huske på, at en del af vores medlemmer er de, der har behov for, at vi tager deres kamp på vores skuldre, så det ikke er der, vi skal forvente den største arbejdsindsats.
Vi skal huske på at have hinandens ryg, både hvor vi er få, og hvor vi er flere.
Og så skal vi huske at udvise forståelse for hinandens vilkår. Vi står jo i en fælles kamp for fælles interesser trods hinandens forskelligheder, og når vi finder hinanden og vores individuelle prioriteringer, tror jeg, den samfundsomvæltende politik bliver mere samlet – til gavn for vores vælgere.