Bente Møller, Brønshøj-Husum
Ovenstående er og var et liberalt mantra, som blev og bliver brugt til at privatisere. Sådan fik vi f.eks. privathospitaler, som det offentlige køber ydelser hos, nå de ikke selv kan leve op til diverse garantier. Jeg siger ikke, at der er en direkte parallel til at give forældre penge for at passe børnene hjemme.
Pædagogiske dagtilbud som vuggestuer og børnehaver har en lang historie. De første hed asyler og blev f.eks. oprettet af menigheder og andre dele af civilsamfundet. Formålet var at sikre børnene gode forhold, mens forældrene var nødt til at arbejde. Nøglebørn, “babydoping” med snaps på brødskorper i et klæde mm. var den barske virkelighed og nødvendig for fattige arbejderfamilier i industrialiseringens start.
Dagtilbuddenes primære funktion er at sikre arbejdskraft. Samtidig skal de danne ramme om trygge rammer for børns udvikling, socialisering og læring. I hele mit voksenliv har vi kæmpet for højere kvalitet i dagtilbuddene både fysisk, indholdsmæssigt og personalemæssigt. En kamp der er mere aktuel end nogensinde.
Parallelt med kampen for dagtilbuddene har været kampen for længere barsel (13 uger var den i 1982, da jeg fødte sidst) og kampen for omsorgsdage. Disse kampe føres bl.a. af fagbevægelsen, fordi familieliv betyder meget for medlemmerne.
Kommunerne har i alle årene haft svært ved at have tilstrækkelige pladser på dagtilbudsområdet. Det har betydet “sort dagpleje”, når forældre skulle finde en løsning. I nyere tid har det betydet ordninger som: pas dit eget barn + et mere og få dagplejerløn herfor. Og betaling for at passe barn hjemme.
At vælge at passe barnet hjemme er ikke en mulighed, alle forældre har. Det kræver personligt, socialt og økonomisk overskud. Så hvis det er/ skal være Enhedslisten-politik, er det næppe fordelingspolitikken, vi rokker ved.
For mig er der også et inklusions- og integrationsaspekt, ikke mindst i forhold til 1+1 ordningen, hvor kommunen betaler for pasning uden tilsyn. Jeg oplevede det som en populær ordning bl.a. i somaliske kredse, da jeg var socialrådgiver på Indvandrerkvindecentret, blandt de kvinder, der talte dårligt dansk og trivedes dårligst i Danmark. De slap for pres om sprogkursus, aktivering m.v. i en periode (at ønske fred fra jobcenter er fuldt forståeligt), men på sigt kostede det både dem og børnene.
Hvis forældre får penge for hjemmepasning, skal de så også have penge for hjemmeskoling? Polemisk måske, men hvor langt er der fra det ene til det andet?
For mig er de vigtigste kampe stadig: Kvalitet i dagtilbud, kortere arbejdstid med plads til bedre familieliv, barsel til alle forældre og flere omsorgsdage.