Plads til at leve – ikke bare overleve

Boligen kan øge eller udfordre firkantede kønsroller. Maria fortæller om at opleve familieforøgelse i to vidt forskellige boliger.

Maria Temponeras

Pludselig sad vi der, nybagte forældre, overrumplede og besejrede af en totalt konventionel arbejdsdeling. Det var nærmest som om, den var sivet ud af væggene i det lille rækkehus.

Hvordan skete det lige? Fra i årevis at have boet i forskellige bofællesskaber og kollektiver flyttede vi to kommende forældre i lejlighed alene og skulle være en kernefamilie. Det virkede som den rigtigste og mest voksne og forældreagtige måde at bo på. Jeg var forberedt på gylp, lortebleer og søvnløse nætter, men ikke på husarbejdets kvælende tyngde og den isolation, der fulgte med at være en kernefamilie.

Barnets far gik på arbejde, jeg var på barsel. Den skæve arbejdsdeling bredte sig lynhurtigt fra den større andel af børnepasning, som følger med barslen, til også at gælde rengøring, indkøb og madlavning, som blev mit ansvar, og så alt det udendørs praktiske, som var min mands. Da jeg atter startede på arbejde, var formen lagt, og den var svær at lave grundlæggende om på. Vi sad fast i kernefamilieklisteret.

Modgift mod rådne strukturer
Mit andet barn fik jeg, mens jeg boede i bofællesskab. Et fællesskab med systemer og aftaler for alt det fælles arbejde. Hvem der vasker frysere, hvem der tømmer skraldesorteringen, hvem der beskærer frugttræer, skifter tagsten, hvem der vasker lokum og klude. En voksen er en voksen, og alle typer opgaver er fordelt ligeligt, uanset køn. Alle har noget rengøring, alle har madlavning, alle skriver referater, og alle har udendørs opgaver.

Lyder det stramt og kedeligt? Det føltes tværtimod fantastisk frisættende. Når man har fri, har man rigtig fri. Når man har tjanser, er det sammen med en makker eller flere, og der er masser af hænder til at tage sig af ungerne imens. Om aftenen kan man sætte babyalarmen til og være sammen med sine bofæller.

Det er som om, de formelle strukturer man bygger, når man bor i fællesskaber, er en vildt god modgift mod de rådne og uretfærdige uformelle strukturer, der ellers vil snige sig ind. Så man får plads til at leve og ikke bare overleve, også som småbørnsfamilie.