Regeringen glemmer det væsentligste: Udluftning

Af:

Michael Arbirk, Otterup

Forleden var jeg ude for den i Covid-19 sammenhæng mest skræmmende oplevelse: Manglen på frisk luft. Jeg var på kursus og institutionens aircondition svigtede. Hele bygningen blev hurtigt fyldt med en hørm af uddunstninger fra os deltagere. Luften var så tyk man kunne skære igennem den og i klasselokalet blev den hurtigt så stram, at kursisterne selv begyndte at åbne vinduerne. Se, i min forståelse var det en perfekt situation for en massespredning af Covid-19. Og jeg spurgte mig selv – og senere institutionen – hvorfor de ikke havde fortalt os kursister og deres faglærere, at nu stod den på manuel udluftning og evt. overtøj i klasserne indtil anlægget virkede igen. Eller hjemsendelse.

Regeringen har nu indført nye tiltag, men det synes blot at være vand på samme mølle. Og spørgsmålet om udluftning – frisk luft – er slet ikke blevet nævnt.

Endnu et eksempel: I Tanzania blev alle Coved-19 restriktioner ophævet i slutningen af juni, da der ikke var nogen tilfælde af betydning, ingen masseindlæggelser, ikke flere dødsfald end før pandemien. Og ifølge WHO er det det samme i det meste af Afrika på nær i Sydafrika, hvor de jo er stuvet sammen som sild i tønde i deres townships. OG mon ikke det har noget at gøre med, at i f.eks. Tanzania foregår næsten alting udenfor eller i hvert fald i rum med gennemtræk.

Og i Danmark var vi i sommer stuvet sammen på de små lokale færger, hvor det var umuligt at holde afstand. Vi havde ikke mundbind på i transport eller restauranter og alligevel ingen smittespredning. MEN efter sommeren kom vi igen på arbejde og i skoler og institutioner. Igen ind og sidde i beklumrede automatudluftede lokaler OG SÅ steg smitten.

Derfor dette opråb: Få nu styr på indeklimaerne. Det hjælper ikke at spærre folk inde – det ØGER blot smittetrykket. Gennemgå protokoller for udluftnings- og airconditionanlæg Sørg for, at det er frisk luft, der pumpes ind i bygningerne og etabler sikre gennemtræksveje. Om vi så skal sidde med en trøje eller et halstørklæde mere på på arbejde eller derhjemme, det overlever vi nok. Lad de gamle se deres kære, men kræv udluftning – åbn vinduer og døre.

Frisk luft – gennemtræk – udluftning!