Regeringen svigter omstillingen af landbruget

Af:

Forståelsespapiret har store, grønne ambitioner på landbrugets vegne. Alligevel vil regeringen ikke øge procentdelen af EU-landbrugsstøtte, der bliver brugt til grønne tiltag, meddeler fødevareminister Mogens Jensen.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Der er mange årsager til at bruge mest muligt af EU´s landbrugsstøtte på grøn omstilling. Det mener Enhedslistens landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen, der derfor er skuffet over, at regeringen ikke vil øge den såkaldte flexprocent.

– Danmark står med kæmpeopgaver med at nedbringe landbrugets CO2-udledninger og den alt for høje kvælstofforurening. Derudover er biodiversiteten i tilbagegang, vores drikkevand er truet af forurening og økologien skal fremmes, nævner han.

Afviger fra forståelsespapiret
I forståelsespapiret står der, at regeringen og støttepartierne vil sørge for, at landbrugsstøtten bruges aktivt til at øge landbrugets klimabidrag, blandt andet ved at skabe større biodiversitet, mere skov og mere økologi.

– Enhedslisten har sammen med Radikale Venstre og SF kæmpet for at ændre landbrugsstøtten og hæve flexprocenten til 15 procent i 2021. Det skuffer os, at regeringen blot vil fastholde landbrugsstøtten, der bliver brugt på grøn omstilling, på de nuværende syv procent, siger Søren Egge Rasmussen og fortsætter:
– Men i Enhedslisten ser vi frem til at forhandle den konkrete anvendelse af midlerne i 2021, og vi vil kæmpe for, at vi får mest miljø og natur for pengene.