Per Clausen, Aalborg
En af de vigtigste diskussioner på årsmødet bliver diskussionen af Enhedslistens forhold til den socialdemokratiske regering, forståelsespapiret og hvilke opgaver dette stiller Enhedslisten over for.
Jeg opfatter forståelsespapiret som et udtryk for, at folkelige bevægelser på en række områder havde sat dagsordenen for valgkampen og at Enhedslistens nye parlamentariske taktik gav os bedre muligheder for at udnytte regeringsdannelsen til at opnå resultater, end vi tidligere har haft.
Indholdsmæssigt indeholder forståelsespapiret på en række områder indrømmelser til bevægelserne (og Enhedslisten), mens der på andre områder reelt ikke blev opnået noget. Som jeg husker det, var der i Enhedslisten bred enighed om, at dette forståelsespapir gav et bedre udgangspunkt for det fortsatte arbejde, end vi havde forventet. Den første finanslov bekræftede dette. En aftale om minimumsnormeringer med årlige forbedringer af normeringerne og penge til flere lærere i folkeskolen var de mest markante resultater. Også her var der tilsyneladende stor enighed i Enhedslisten i vurderingen af resultatet. Aftalen omkring klimamålsætningen på de 70 procent i 2030 og klimaloven var også eksempler på resultater af de folkelige bevægelsers pres og godt parlamentarisk arbejde.
På den baggrund synes jeg, det er svært at påstå, at Mette Frederiksen-regeringen bare tog over, hvor Thorning-regeringen slap. På en række områder står regeringen for en anden tilgang og en anden politik end denne.
Uden at gøre meget ud af det her, mener jeg også, at de forskellige støttepakker under COVID 19 havde et andet indhold og en anden retning end pakkerne under finanskrisen. Denne gang var en stor del af støtten koblet op på, at virksomhederne for at få adgang til støtten, skulle beholde deres ansatte og der var også hjælpepakker til arbejdsløse og andre udsatte grupper. Sådan var detbsom bekendt ikke efter finanskrisen.
Hvilken retning regeringen vælger fremover, kan vi ikke vide, men vi ved, at Enhedslistens støtte til regeringen afhænger af, at de IKKE gennemfører ulighedsskabende økonomiske reformer sammen med højrefløjen og at de lever op til de løfter, de har givet i forståelsespapiret. Det signal, synes jeg, det er vigtigt, at vi giver fra Årsmødet og det er da også en vigtig pointe i HBs forslag til politisk hovedudtalelse.
Dette er vigtigt, men naturligvis ikke det eneste signal, vi bør sende fra vores årsmøde. Her bør vi gøre det helt klart, at det absolut vigtigste, hvis vi skal opnå reelle resultater, er folkelig aktivitet.
Prioriteringen af at styrke vores medlemmers mulighed for at deltage i diskussioner og opbygningen af aktiviteter i bevægelserne bør være hovedprioriteten for Enhedslistens organisation i det kommende år. En anden vigtig opgave – men det er en lidt anden sag – er, at udvikle inddragelsen af medlemmerne i udviklingen af vores politik. Det er betydeligt vigtigere, end hvordan vi vælger vores HB.
Det sidste signal må være, at Enhedslisten ikke politisk er bundet af eller begrænset af forståelsespapiret. Vi skal på alle vigtige politikområder fremlægge VORES løsninger – uanset om området er omfattet af forståelsespapiret eller ej. Konsekvensen af dette vil også være, at det kommer til at stå helt klart, at de aftaler vi indgår med regeringen og andre partier meget sjældent lever op til vores ønsker og krav, men netop er udtryk for kompromisser, som sikrer, at udviklingen går i den rigtige retning.