Loven om retssikkerhed fylder 20 i år, men er den værd at fejre? Rød+Grøn har bedt en jurist og to socialrådgivere om en status.
Lole Møller, Rød+Grøn
Det var nyskabende, da retssikkerhedsloven i 1998 fastsatte regler for sagsbehandlingen i sociale sager. Loven forbyder forskelsbehandling og misbrug af beføjelser. Den stiller krav om uvildighed og uafhængighed. Den fastslår, at sagsbehandling skal være redelig, høflig, hurtig og bygge på dialog med borgeren.
Så vidt lovens bogstav. Men hvad betyder den i den daglige praksis? Desværre for lidt, lyder det fra jurist Ingelise Bech Hansen og socialrådgiverne Bente Møller og Dorte Olsen.
Når kommunerne ikke tager det så nøje
Trods lovens hensigt er der markant forskel på kommunernes forvaltning og fortolkning.
– Kommunernes Landsforening opfattede fra begyndelsen loven som et angreb på det kommunale selvstyre. Skulle man ikke selv kunne finde ud af at tilrettelægge ordentlig sagsbehandling? Det har især vist sig at være et problem, at lovens § 4 om borgerinddragelse ikke tages alvorlig, påpeger Ingelise.
Bente er enig og uddyber:- Det er fatalt, når borgeren bliver udsat for et utal af handleplaner og måske uforståelige afgørelser uden at have en central rolle i behandlingen af egen sag.- Desværre er der ingen mulighed for at sanktionere kommuner, der ikke lever op til lovgivningen, sukker Ingelise.- Loven tager ikke stilling til, hvordan borgerens medvirken skal udmøntes i praksis. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse selv at beslutte, hvordan administrationen tilrettelægges.
Rådgivningen, der blev væk
Ingelise, Bente og Dorte påpeger, at det for alvor gik galt, da kassetænkning, refusionsordninger og New Public Management blev styrende principper, og en hærskare af konsulenter og private aktører fandt indpas i systemet.
– Man talte om den dårlige, den gode og den bedste socialrådgiver. Den bedste var den, der fik borgeren i arbejde, husker Dorte.Beskæftigelseseffekten har siden helt overtrumfet sikringen af den enkeltes forsørgelsesgrundlag i tilfælde af sygdom og arbejdsløshed.
På det seneste har jobcentrene fået opmærksomhed, men problemerne gælder hele socialområdet. Bente gør med vrede i stemmen opmærksom på, at tavshedspligten dagligt bliver brudt og retssikkerheden krænket, når borgere skal tale om dybt personlige forhold ved en åben skrankeekspedition.
– Udbetaling af alt fra barselsdagpenge til begravelseshjælp foregår nu via Udbetaling Danmark, som hverken kan rådgive eller vejlede, lyder det hovedrystende fra Dorte.
– Retssikkerhed forudsætter jo, at borgeren får grundig vejledning. Det skal være tydeligt, hvorfor der måske gives afslag. Loven sætter grænser, understreger Ingelise.Dens 20 års jubilæum burde markeres med lys i lagkagen for hver forringelse, der er sket af kontanthjælp og dagpenge, mener hun.
Ligtorne i systemet
Der er steder at tage fat. De tre kvinder vil have kommunernes organisatoriske rammer i søgelyset. Er der personale nok? Kan idéen om én koordinerende sagsbehandler styrkes? Kan den grænsesøgende fortolkning af loven stoppes?
Enhedslistens byrødder kan rejse principsager i byrådet for at afdække ligtorne i systemet. De kan tage Ankestyrelsens afgørelser frem, så der bliver gjort op med de fejl og lovovertrædelser i sagsbehandlingen. Og de kan udarbejdes kritiske og etiske fordringer til forvaltningen. I mellemtiden gør borgere, der kan, klogt i at vælge sin kommune med omhu.