Skandale: Toghandel har bånd til israelske bosættelser

Af:

Den franske togproducent Alstom, som skal levere elektriske tog og vedligehold til Danmark for op mod 20 milliarder kroner, er på FN’s liste over firmaer med bånd til israelske bosættelser.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Regeringen fraråder investeringer, der styrker bosættelserne. Alligevel har togproducenten Alstom, der er på FN’s liste over firmaer, der har tilknytning til Israels bosættelser, fået en stor ordre i Danmark.

– Det er godt, at vi skal have nye eltog i Danmark. Men det er uacceptabelt og i strid med Folketingets holdning at vælge en leverandør med aktiviteter i israelske bosættelser på den besatte Vestbred, understreger Christian Juhl, der er Palæstina-ordfører for Enhedslisten.

I strid med Folketingets linje
Christian Juhl mener, at regeringen straks må stille aftalen i bero og sikre, at leverandøren Alstom stopper aktiviteterne i de israelske bosættelser.

– Det er ganske grotesk, at transportministeren har valgt denne leverandør nogenlunde samtidig med, at Folketinget efter en forespørgselsdebat besluttede at opstramme holdningen til Israel og bosættelserne på Vestbredden, mener han.

 Enhedslistens Palæstina-ordfører har derfor kaldt transportministeren og udenrigsministeren i samråd for at redegøre for den groteske beslutning.  

Læs hvad Danwatch skriver om sagen her.