Maja Albrechtsen – socialrådgiver, cand. Pæd. i filosofi og Teamkoordinator, LivaRehab Midtjylland
Socialpolitikken i Danmark har de seneste årtier haft trange kår. Man har bevidst underprioriteret området og lagt store dele af det ind under beskæftigelsesområdet, hvor socialrådgiverne på landets jobcentre har fået den utaknemmelige og i praksis umulige opgave at varetage borgernes sociale problemer som et vedhæng til arbejdsløshed eller sygdom. Ikke alene er det en uværdig og utilstrækkelig løsning for dem, der har brug for hjælp, det er også en øvelse der understreger, at man som borger primært er noget i kraft af hvad man kan yde. Det er efter min bedste overbevisning ikke tilfældigt – der er noget grundlæggende helt skævt ved den ideologi, der ligger til grund for udformningen af social- og beskæftigelsesområdet.
Hvis vi for alvor vil ændre noget, er en gentænkning af jobcentrene efter min mening ikke nok. På min arbejdsplads ændrede vi sidste år vedtægterne, så vi nu også på papiret er en feministisk organisation med en kritisk teoretisk tilgang til socialt arbejde. Det giver et helt andet udgangspunkt, når man starter med en analyse af hvilke faktorer der forhindrer et menneske i at leve sit liv i frihed og trivsel, frem for generel fejlfinding i individet med fokus på hvorfor vedkommende ikke kan yde. Vores tilgang giver socialarbejderne mulighed for at lave helhedsorienteret arbejde på den enkelte borgers præmisser, giver et langt højere niveau af værdighed hos den, der har brug for hjælp, og det er frem for alt en tilgang, der har fokus på ulighed og undertrykkelsesfaktorer frem for at bebrejde individer deres strukturelt betingede ulykke.
Som samfund skal vi turde stille højere krav til kvaliteten af og i de institutioner vi poster milliarder i og sætter vores lid til som fælles sikkerhedsnet. En gentænkning af systemet bør lægge sig op ad en ideologi, der sætter mennesket først. De nuværende jobcentre er et resultat af mange års fokus på profitoptimering, LEAN-processer og dyre bureaukrater, der lag for lag gør afstanden mellem borger og beslutning større. Der mangler ikke bare menneskelighed – der mangler ideologisk stillingtagen.
Frem mod næste valg synes jeg vi skal lægge os i selen for at bidrage med gode konkrete bud på, hvordan en model med et andet ideologisk grundlag kan se ud. Et grundlag, hvor der tages højde for strukturel ulighed og undertrykkelse. Ud fra det kan vi skabe grobund for reelt socialt arbejde med et ideologisk grundlag, der ikke er sneget ind ad bagdøren, men tilvalgt i fællesskab.