Valg uden Lula er bedrag

Af:

Den 7. oktober er der valg i Brasilien. Men den mand, som kunne samle venstrefløjen og vinde valget får, ikke lov til at stille op. Lula da Silva – leder af Arbejderpartiet PT, tidligere præsident og Brasiliens mest populære politiker – sidder nemlig i fængsel. Rød+grøn har vendt situationen med Brasilien-kenderne Maura Bohn Pires og Lars Bohn.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Hvorfor sidder Lula i fængsel?

Lars: Han er idømt 12 års fængsel for korruption. Han skulle have fået en lejlighed i et boligkompleks ved stranden for at hjælpe et entreprenørfirma med at få en kontrakt med det statslige olieselskab Petrobras. Men den dom er meget tvivlsom. Der er ikke noget bevis på, at Lula ejer lejligheden, eller at han har været involveret i de ulovlige kontrakter. Dommen hviler på et udsagn fra en fængslet direktør fra entreprenørselskabet, der fik strafnedsættelse fra ni til tre år for at vidne mod Lula.

I har lige været i Brasilien. Hvordan var det?

Maura: Vi kunne se konsekvenserne af krisen og kupregeringens neoliberale politik. Landet virkede mere fattigt, og der var kommet mange flere hjemløse.

Lars: Den nye borgmester i Sao Paolo, som selv er meget rig, gav ordre til at fjerne de fattige med vandkanoner. Men det virkede ikke – de er der endnu.

Maura: I de 16 år, PT havde magten, lavede man bistandshjælp for de fattigste. Man hævede mindstelønnen for arbejderklassen og øgede adgangen til uddannelse, så tidligere marginaliserede grupper også fik adgang. Men i de sidste to år har der været krise, og fattigdommen vokser. Samtidig fjerner man de programmer, der støtter de fattige.

Lars: Den nye præsident, Michel Temer, skiftede både regering og politik, da han fik magten, efter at Dilma Rousseff blev afsat i 2016. Han har gennemført en neoliberal politik. Han er dybt involveret i korruption og så upopulær, at han ikke stiller op.

Hvad med de andre kandidater?

Maura: Hvis PT ender med ikke at stille Lula op, bliver Fernando Haddad partiets kandidat. Han er ikke arbejder som Lula og meget mindre kendt. Folk synes, han tænker mere på middelklassen.

Lars: Jair Bolsonaro er den kandidat, der fører i meningsmålingerne, når Lula ikke tælles med. Han er nærmest fascist. Han er kendt for at rose de generaler, der torturerede Dilma, og for sine grove udtalelser mod sorte, kvinder og homoseksuelle. Det er ironisk, at netop han er blevet overfaldet i valgkampen – han har selv udtalt sig positivt om vold mod andre. Der er også kandidater fra partiet PSOL, der ligger til venstre for Lulas fraktion i PT, og en grøn, centristisk kandidat, Marina Silva. Hun har tidligere været minister under Lula, men hun støttede den reaktionære Aécio Neves mod Dilma i 2014. Der er også et antal højrekandidater, men ingen af dem har en chance, som det ser ud nu.

Maura: Afsættelsen af Dilma, fængslingen af Lula og afvisningen af at lade Lula stille op er et kup, hvor højrefløjen forsøger at tage magten. Men et valg i Brasilien uden Lula er bedrag.

Maura Bohn Pires og Lars Bohn er medlemmer af Enhedslisten. Maura er også medlem af det brasilianske arbejderparti PT