Vanvittige kviklån er snart fortid

Af:

Enhedslisten er med i en ny aftale, der bl.a. styrker gældsrådgivningen og skærper reglerne for, hvordan kviklånsfirmaer må reklamere.

Simon Halskov, Rød+Grøn

En ny, bred aftale blandt Folketingets partier sætter nu en stopper for skruppelløse kviklån, som kaster tusindvis af mennesker ind i en gældsspiral.

– Jeg er især glad for, at det lykkedes at få opbakning til at styrke gældsrådgivningen og stramme op på, hvor og hvordan kviklånsudbyderne må reklamere, siger Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velásquez.

Hun håber, at man med reklameforbuddet for lån med en ÅOP (årlige omkostninger i procent) over 25 procent i praksis kan sikre et nyt loft i branchen.

– Jeg havde gerne set, at vi var landet på en lavere ÅOP. Men nu har vi i det mindste med denne aftale startet med at have et loft, hvor det førhen har været lovligt med en ÅOP på 800-900 procent!

Lukrerer på ubetalelig gæld
Victoria Velásquez mener, at omkostningsloftet er en god bagstopper for den tendens, som virksomhederne har udvist, hvor en tredjedel af deres indtægt kommer fra misvedligeholdt gæld.

– Det er fuldstændigt forrykt at drive sådan en form for forretning, der tjener profit på andres armod, påpeger hun og fremhæver de mange unge, der er begyndt at optage kviklån.

– Derfor er jeg også glad for, at vi får begrænset reklamerne i det offentlige rum og ikke mindst, at reglerne også gælder ”influencers”, som f.eks. på Instagram reklamerer for dyre lån.